31-årig likvideret på tankstation - Politiet mener, drab var planlagt

Anklageskrift kaster nyt lys over drabet på 31-årig mand, der blev skudt flere gange på en tankstation i november 2025.

Politifolk på tankstationen, hvor skyderiet skete kort før klokken 17 den 7. november sidste år. Offeret afgik ved døden en time senere.

Politifolk på tankstationen, hvor skyderiet skete kort før klokken 17 den 7. november sidste år. Offeret afgik ved døden en time senere.

Foto: Presse-fotos.dk

Det første skud ramte den 31-årige mand, mens han befandt sig på Q8-tankstationens "pusleplads". Trods skuddet løb den 31-årige videre ind i tankstationens kiosk, men gerningsmanden med en kaliber 38-revolver i hånden fulgte efter ham. Inde i kiosken affyrede gerningsmanden yderligere fire skud, og én time senere afgik den 31-årige ved døden. To af de fem skud ramte offeret i hovedet.

Samme nat blev en dengang 34-årig mand anholdt og sigtet for drabet, der skete kort før klokken 17 fredag den 7. november 2025 på Q8-tanken på Ishøj Stationsvej. Manden har været varetægtsfængslet siden, og nu er han tiltalt for at have dræbt den 31-årige. Anklageskriftet kaster nyt lys over episoden.

Den Korte Version
  • 31-årig mand blev skudt og dræbt på en tankstation i Ishøj i november 2025.
  • En 35-årig mand er nu tiltalt for drabet, som ifølge anklageskriftet var planlagt.
  • Den dræbte, Jibril Martinez, var kendt i det kriminelle miljø i Ishøj.
  • Den tiltalte er også anklaget for besiddelse af revolver og affyring på offentligt sted.
  • Retten i Glostrup har endnu ikke berammet sagen mod den tiltalte.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Således mener Københavns Vestegns Politi, at den tiltalte mand, der i dag er 35 år og beskyttet af et navneforbud, var alene om drabet på den 31-årige. Dermed har anklagemyndigheden droppet drabssigtelsen mod en anden 35-årig mand, som blev anholdt og sigtet i timerne efter skuddrabet i Ishøj. Han blev da også allerede løsladt tre dage senere.

Begge mænd nægtede sig dengang skyldige i sigtelsen om drab.

Forudgående planlægning

Grundlovsforhøret dagen efter drabet blev holdt for lukkede døre, og det har derfor ikke været muligt for offentligheden at høre politiets vurdering af hændelsesforløbet den 7. november. Det har blandt andet været uvist, om skudepisoden skete spontant, eller om den var planlagt.

Nu lyder det i anklageskriftet mod den 35-årige mand, at drabet skete "efter forudgående planlægning." Det er dog ikke uddybet, hvad der nærmere ligger i det. Men det betyder, at anklagemyndigheden under den kommende retssag vil forsøge at bevise, at den 35-årige på forhånd planlagde at dræbe den 31-årige.

Kendt i det kriminelle miljø

Et muligt motiv til drabet er ikke beskrevet i anklageskriftet. Det står dog klart, at den dræbte, 31-årige Jibril Martinez, var et kendt ansigt i det kriminelle miljø i Ishøj, hvor han var født og opvokset. Cirka en måned før sin død var han blevet løsladt fra en længere varetægtsfængsling i en anden sag om alvorlig kriminalitet.

Ekstra Bladet skrev i november, at den nu drabstiltalte og drabsofferet kendte hinanden, og kan have haft en uløst konflikt fra fortiden. Oplysningerne er ikke bekræftet af politiet.

Politiet anholdt allerede om aftenen og natten to mistænkte mænd. Den ene er løsladt og ude af sagen, men den anden nu er blevet tiltalt for planlagt drab.
Politiet anholdt allerede om aftenen og natten to mistænkte mænd. Den ene er løsladt og ude af sagen, men den anden nu er blevet tiltalt for planlagt drab. Foto: Presse-fotos.dk

I forbindelse med grundlovsforhøret dagen efter drabet opstod der tumult i retten, da personer med tilknytning til henholdsvis den dræbte og de to sigtede kom op at toppes, så politiet måtte trække stavene og tilkalde mere mandskab.

Foruden tiltalen om drab er den 35-årige tiltalt for besiddelse af den Smith & Wesson kaliber 38-revolver, som ifølge politiet er gerningsvåbnet. Han er ligeledes tiltalt for at have affyret våbnet på offentligt sted. De giver retten mulighed for skærpe straffen med 50 procent.

Straframmen for drab er fængsel på livstid, men i udgangspunktet straffes drab i Danmark med 12 års fængsel. Så kan der være henholdsvis formildende og skærpende omstændigheder, og hvis den 35-årige kendes skyldig, vil det altså potentielt være en markant skærpende omstændighed, at skuddene er affyret på en offentligt tilgængelig tankstation blandt andre mennesker. Derudover kan planlægning af et drab potentielt være en skærpende omstændigheden.

Endelig er han tiltalt for at have været i besiddelse af to knive, der blev fundet i den bil, han ankom i til gerningsstedet.

Mentalundersøgelse

I anklageskriftet tager anklagemyndigheden forbehold for, at den 35-årige kan idømmes en anden sanktion end normal fængselsstraf. Det kan være en anbringelses- eller behandlingsdom, hvis den dømte er psykisk syg, men det kan også være en forvaringsdom, hvis vedkommende skønnes farlig.

Det er dog helt normal praksis, at anklagemyndigheden tager forbehold, indtil man kender den retspsykiatriske vurdering - mentalundersøgelsen - af gerningsmanden. Den vil blive fremlagt under retssagen.

Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi oplyser til Sjællandske Nyheder, at Retten i Glostrup endnu ikke har berammet drabssagen.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...