Opdateret tirsdag klokken 06.19: 'Grundet anmeldelse om mistænkeligt forhold på Holmstrupvej i Slagelse, har politiet været tilstede med en del patruljer og samarbejdspartnere. Indsatsen er nu afsluttet og alle indsatte styrker har forladt stedet, hvorfor der igen er åbnet op for trafikken på Holmstrupvej. Der er tale om en isoleret hændelse, hvorfor der ikke er grund til bekymring blandt offentligheden./Vagtchefen', skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse sendt ud over midnat.
Politiet er "massivt til stede" ved et lejlighedskompleks ved Holmstrupvej og Marievangsvej i Slagelse, hvor alle beboere er blevet evakueret.
En mand i 30'erne er blevet anholdt.
Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jannick Hallø til Ritzau.
- Vi er massivt til stede ved et mistænkeligt forhold, fortæller vagtchefen og uddyber, at der er tale om fem patruljer.
- Vi har anholdt en mand i 30'erne, og vi skal have undersøgt en lejlighed i forbindelse med anholdelsen, siger vagtchefen.
Manden er endnu ikke blevet sigtet, derfor vides det ikke, hvad politiet mistænker ham for.
Politiets arbejde begyndte omkring klokken halv ni.
- Vi har været massivt til stede fra start af, siger vagtchefen.
Han fortæller, at Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) og hunde er tilkaldt.
Der er dog hverken tilskadekomne eller fare på færde for folk i området, tilføjer vagtchefen.
Men mere vil politiet ikke fortælle om omstændighederne.
- Jeg kan kun sige, at det er et mistænkeligt forhold for nuværende, lyder det.
Brandvæsenet er også tilkaldt, lyder det.
Det præcise antal evakuerede beboere er også fortsat ukendt, men vagtchefen fortæller, at hele ejendommen er evakueret.
Vejen er spærret fra krydset, hvor Holmstrupvej og Marievangsvej mødes og hen til Holmstrupvej 7.
/ritzau/