Voldsom hændelse i kiosk – fuld mand gik amok med golfkølle

En 51-årig mand er anholdt efter en dramatisk hændelse i Kiosk Trekanten i Køge.

Hændelsen fandt sted i Kiosk Trekanten på Nørre Boulevard i Køge, der også fungerer som spillehal.

Hændelsen fandt sted i Kiosk Trekanten på Nørre Boulevard i Køge, der også fungerer som spillehal.

Foto: Thomas Troensegaard

En helt almindelig dag i Kiosk Trekanten på Nørre Boulevard i Køge udviklede sig pludselig dramatisk, da en fuld mand stormede ind i butikken bevæbnet med en golfkølle.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Dagbladet Køge.

Ifølge politiet raserede manden kiosken. Med golfkøllen slog han ting ned fra hylderne, væltede varer omkuld og ødelagde inventar, mens han råbte, at personalet skulle forsvinde.

Da Dagbladet Køge lagde vejen forbi kiosken mandag, ønskede personalet ikke at udtale sig i sagen. Men sporene var tydelige: Et stort køleskab med seks glaslåger, som normalt er fyldt med sodavand, øl og andre kolde drikke, stod tomt tilbage – flere af lågerne var knust.

Mens Dagbladet var til stede, dukkede politiet op på adressen. Hvad deres ærinde var, er uklart. Men ifølge pressechef Thomas Kristensen er den formodede gerningsmand allerede blevet anholdt.

Kort efter hændelsen, som fandt sted torsdag aften klokken 21.30, fik politiet nemlig fat i en 51-årig beruset mand fra lokalområdet, som de mistænker for at stå bag. Han er nu sigtet for røveri.

Politiet betegner sagen som røveri, da manden var bevæbnet og lykkedes med at slippe væk med flere flasker spiritus.

Den 51-årige er siden hændelsen blevet afhørt og løsladt igen, men sagen er ikke slut. Han kan nu se frem til et efterspil med politiet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...