IKEA Taastrup åbner søndag 31. maj for et børneloppemarked på varehusets parkeringsplads. Her får børn mulighed for at sælge deres brugte legetøj, bøger og tøj til andre børn i lokalområdet. Arrangementet løber fra klokken 10.00 til 14.00, og man kan stille sin stadeplads op fra klokken 7.30 til 9.30.
Hver stadeplads fylder én parkeringsplads og kan reserveres af IKEA Family-medlemmer. Prisen for at deltage er 150 kroner pr. stadeplads. Hele beløbet donerer IKEA Taastrup til Familiens hus i Høje Taastrup.
- Børneloppemarkedet giver børn mulighed for at opleve, hvordan genbrug skaber glæde, når deres egne ting får nyt liv hos andre børn, siger varehuschef Jakub Michalec, IKEA Taastrup.
Ved tilmelding kan hver familie booke én stadeplads. Markedet retter sig mod børn, og forældre deltager på dagen for at hjælpe deres børn. Børnene sælger kun børneting fra deres egen stand.
Alle, der deltager, modtager en voucher til én kaffe og en kanelsnegl samt én kanelsnegl og en drik til børn.
Familier kan booke en stadeplads fra 17. april.