Frivilligcenter får støtte til Foreningshus for flere

Frivilligcenter Albertslund har fået 999.600 kr. fra Nordea-fonden til Foreningshus for flere, der vil bidrage til at renovere og styrke fællesskabet i foreningshuset.

Frivilligcenter Albertslund har fået 999.600 kr. fra Nordea-fonden til Foreningshus for flere, der vil bidrage til at renovere og styrke fællesskabet i foreningshuset.

Foto: Presse

Med 999.600 kr. i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje kan Frivilligcenter Albertslund nu igangsætte ”Foreningshus for flere”, der har været i støbeskeen siden 2024.

Signe Aagaard, leder af Frivilligcenter Albertslund, er meget begejstret over støtten:

- Vi er utroligt stolte over og glade for støtten fra Nordea-fonden. Bevillingen er en kæmpe anerkendelse af det frivillige engagement i Albertslund og giver os de nødvendige muskler til at transformere de rå rammer i den tidligere skole til et funktionelt og varmt foreningshus. I frivilligcenteret glæder vi os til at stå i spidsen for forvandlingen, som vi skal løfte i tæt samarbejde med Albertslund Kommune og husets øvrige foreninger. Det er nemlig i fællesskab, at vi skaber de bedste løsninger, siger hun.

Med Foreningshus for flere håber frivilligcenteret at kunne skabe bedre forhold for byens mange frivillige, byens aktiviteter og bidrage til det lokale fællesskab.

- Det skal være nemt for alle at deltage i byens fællesskaber. Derfor glæder vi os til, at vi nu kan forbedre adgangsforholdene, installere teleslynge, opgradere foreningslokalerne og foreningskøkkenet, så huset bliver et funktionelt samlingspunkt for byens foreninger og deres mange aktiviteter, fortæller Signe Aagaard.

Nordea-fonden har uddelt 88,5 mio. kr. til 159 projekter gennem Renoveringspuljen, som støtter grønne og sociale forbedringer af lokale mødesteder over hele landet. 669 ansøgninger kom ind fra både små og store fællesskaber.

Projekterne har fokus på grøn omstilling, f.eks. energirenovering og tilgængelighed, og fordeler sig over hele landet. 

- Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber, siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...