Kultursalen på Gribskov Gymnasium var fredag aften omdannet til et stort gallashow, da idrætsudøvere og foreninger blev hyldet for deres resultater og indsats i idrætsåret 2025.
Aftenen blev skudt i gang med faneindmarch under musikalsk optræden fra Clemens, der havde børn fra kommunens idrætsforeninger med på scenen. Derudover bidrog Treklang med et musikalsk indslag på højt kunstnerisk niveau.

Flere gode vinderbud
Fem håbefulde unge idrætsudøvere var nomineret til prisen som Årets Fund, mens seks ledere fra Gribskovs idrætsforeninger kunne vinde prisen som Årets Leder.
De nominerede sad ved runde galla-borde foran scenen, mens konferencier Felix Smith styrede slagets gang – og fik et dansekursus af borgmester Trine Egetved.
I alt blev 172 idrætsudøvere fra 13 foreninger hædret med medaljer for deres præstationer i det forgangne år.

13-årigt talent vandt
Årets Fund-prisen gik til Max Roswall Dekkerhus fra Helsinge Badminton. Max har med en målrettet indsats i en alder af 13 år allerede opnået flere topplaceringer som ungdomselitespiller og har markeret sig som et af de stærkeste unge navne i dansk badminton.
Max har blandt andet vundet medaljer ved både danmarksmesterskaber og landsmesterskaber samt deltaget i Badminton Danmarks landsholdssamlinger.
– Max viser, hvad der sker, når talent og dedikation går hånd i hånd. Han træner målrettet, udvikler sig hurtigt og har allerede opnået flotte resultater på højt niveau. Hans vilje og engagement er en inspiration for andre unge, sagde Lars Bregnbak, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Lokalsamfund, som overrakte prisen.

En helt særlig leder
Prisen som Årets Leder gik til Oliver Møllenberg fra Gilleleje Bokseklub, der i en alder af 24 år har spillet en central rolle i klubbens udvikling og markante medlemsfremgang.
Han er landstræner for U17- og U19-landsholdene i Danmarks Bokse-Union og en samlende figur i Gilleleje Bokseklub, hvor han har været med til at løfte både det sportslige niveau og fællesskabet.
– Oliver skiller sig ud ved både at være en stærk træner og en vigtig voksen for de unge i klubben. Han er vokset op i Gilleleje Bokseklub og har i dag viet sit liv til at udvikle den. Her handler det ikke kun om sport, men også om fællesskab og livsmestring. Oliver formår at skabe et miljø, hvor unge får retning og tro på sig selv, sagde Helle Blomsterberg, formand for Idrætsrådet, ved prisoverrækkelsen.