Vallensbæk Strandpark danner søndag 3. maj fra klokken 10.00 til 15.00 rammen om cykelløbet 'Kids Tour' for børn i alderen tre til ti år og deres familier. Her venter en dag med bevægelse, trafiktræning og leg, når Vallensbæk for tredje år i træk byder børnene velkommen som én af i alt femten værtsbyer for Danmarks cykelløb for børn.
Arrangørerne har skærmet cykelruten for trafik, så børnene trygt kan cykle sammen med deres forældre. På eventpladsen tilbyder arrangørerne en række aktiviteter. Børnene kan besøge Trafiklegepladsen, hvor de både lærer om trafik og kan få et cykelkørekort med hjem. Deltagerne kan desuden teste deres krop i en femkamp, møde PAW Patrol og farvelægge tegninger. Alle aktiviteter er gratis at deltage i.
Kids Tour arrangeres i samarbejde mellem Børneulykkesfonden og Vallensbæk Kommune. Overskuddet fra salget af startnumre går til Børneulykkesfonden, som arbejder for at forebygge ulykker blandt børn i Danmark og særligt i trafikken.
Kids Tour er en mulighed for at børn kan lære om trafikken og samtidig have det sjovt med familien.
- Med Kids Tour kommer børnene ud og mærker glæden ved at motionere og være aktive sammen på en sjov måde. I Børneulykkesfonden ønsker vi, at flere børn benytter cyklen til og fra børnehave og skole, og Kids Tour er et fantastisk event, hvor trafiktræning og leg følges ad. Jo før børnene stifter bekendtskab med trafikken i sikre omgivelser, jo bedre, siger generalsekretær hos Børneulykkesfonden Henriette Madsen.
Baggrunden for Børneulykkesfondens arbejde er, at ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen et til atten år. Hvert år kommer 150.000 børn under femten år på skadestuen efter ulykker, hvilket svarer til et barn hvert tredje til fjerde minut.