Forhenværende skattechef og nuværende jazzformand og radiovært Ole Holde, Snekkersten, fylder 80 år onsdag 29. april.
Ole Holde er uddannet revisor og gik på pension i 2011 efter 48 års ansættelse ved skattevæsenet.
I perioden 1988 til 2005 var han ansat i den daværende Fredensborg-Humlebæk Kommune, og fra 1996 var det som chef for skatteforvaltningen. I årene frem til pensioneringen i 2011 var det som chefkonsulent på Kratbjerg i Fredensborg, idet staten havde overtaget den skatteopgaverne fra kommunerne.
Ole Holde boede i en årrække i Vilhelmsro i Fredensborg, og en del af fritidsaktiviteterne foregår fortsat i Fredensborg, dels som studievært på lokalradioerne Humleborg og Jazzkanalen samt som formand for Fredensborg Jazzklub siden 1997, der blandt andet arrangerer musikarrangementer i Fredensborg Golf Club.
Også kommunens venskabsbysamarbejde med tyske Bad Berleburg har Ole Holde været en del af siden 1993.
For sin indsats i foreningslivet i Fredensborg Kommune blev Ole Holde i oktober 2021 tildelt kommunens kulturpris.
På den nuværende hjemadresse i Snekkersten er Ole Holde også aktiv, idet han i en årrække har været kasserer i den lokale grundejerforening Skibsegen.
80-års fødselsdagen fejres med familie og venner.