Kom tæt på kongelig jagt og magt på Eremitageslottet

Den Kongelige Samling åbner sæsonen på Eremitageslottet med to arrangementer, der sætter fokus på den kongelige jagt som historisk, politisk og kulturelt fænomen.

Den Kongelige Samling åbner sæsonen på Eremitageslottet med to arrangementer, der sætter fokus på den kongelige jagt som historisk, politisk og kulturelt fænomen.

Foto: Roberto Fortuna

Den Kongelige Samling åbner sæsonen på Eremitageslottet i denne weekend med to arrangementer, der sætter fokus på den kongelige jagt som historisk, politisk og kulturelt fænomen. 

Lørdag 18. april kl. 13 kan man i arrangementet 'Jagt & magt: Mellem menneske og natur' opleve Eremitageslottet, når man åbner dørene til en samtale om menneskets forhold til naturen mellem bioetiker Mickey Gjerris og seniorforsker og historiker Kristoffer Schmidt.

Historisk vandring

Søndag 19. april kl. 11 kan man komme på en to timer lang historisk vandring, der fører deltagerne gennem Jægersborg Dyrehaves unikke parforcejagtlandskab og videre ind på Eremitageslottet. 

Turen begynder ved Den røde træport på Peter Lieps Vej tæt ved Klampenborg Station og strækker sig over cirka tre kilometer.

Museumsinspektør og sitemanager for Parforcejagtlandskabet, Liv Appel fra Museum Nordsjælland, fortæller undervejs om de lange sigtelinjer, de stjerneformede vejkryds og de ceremonielle jagter, der fra slutningen af 1600-tallet blev et symbol på den enevældige konges kontrol over både landskab og mennesker. 

Efter vandringen fortsætter oplevelsen på Eremitageslottet. 

Her folder seniorforsker og historiker ved Den Kongelige Samling Kristoffer Schmidt slottets historie og funktion ud og giver adgang til de rum, hvor kongefamilien indtog middagen, og hvor spisestuens bord kunne dækkes ved hjælp af den berømte eremitagemaskine.

Barokkoncerter og debatter 

Arrangementerne er en del af en fælles indsats for at styrke formidlingen i Dyrehaven og på Eremitageslottet.

Den Kongelige Samling har ansvaret for formidlingen på Eremitageslottet, mens Museum Nordsjælland bidrager med viden om parforcejagtlandskabet og Dyrehavens historie.

Samarbejdet markerer samtidig begyndelsen på en sæson, hvor Den Kongelige Samling inviterer publikum til nye typer arrangementer, herunder barokkoncerter med Novo Kvartet, plantekoncerter samt møder med forskere og debattører i nye formidlingsformater.

Læs mere på www.denkongeligesamling.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...