Der skal rigtig mange lys i fødselsdagskagen, hvis man vil fejre Selsø Slot. Slottet fylder nemlig 450 år i år.
Fødselsdagen bliver fejret hele maj måned med udstillingen 'Selsø gennem 450 år', som åbner på slottet 2. maj. Det er nemlig i år 450 år siden, at bygherre Jakob Ulfeldt lod huset opføre. Ferniseringen af udstillingen foregår på museets åbningsaften 2. maj fra klokken 19 til 22 og byder på kunst, musik, taler, fællessang om omvisning, skriver Selsø Slot i en pressemeddelelse.
Det er Frederikssund Kunstforeningen, der i samarbejde med Selsø Slot har kurateret udstillingen, som giver nye tolkninger af Selsø Slot. Formand for kunstforeningen Gitte Stagis fortæller begejstret om sit arbejde med at deltage med sine værker:
- Muligheden for at deltage med tre værker til denne udstilling var en gave. Det er spændende at være med til at fortolke den gamle herregård. Jeg elsker at gå ind i maleprocessen og male lag på lag frem til, der til sidst kommer en stemning og fortælling frem, som udtrykker det, jeg har oplevet på Selsø, siger altså Gitte Stagis i en pressemeddelelse fra Selsø Slot.
En af de andre kunstnere, som deltager er Lene Sandvang. Hun er gået rundt på slottet og ladet sig inspirere.
- Da jeg helt alene vandrede rundt på slottet med de smukkeste brede plankegulve, fantastiske tapet, gamle malerier og helt særlige stemning sammen med den hvide dame, besluttede jeg mig for at vende min kunst på hovedet og lave noget helt nyt ud af noget gammelt. Så jeg fandt nogle smukke gamle rammer, vendte dem om og arbejdede på bagsiden for at få den rette gamle, sanselige stemning frem. Broderi-garn i sarte lyserøde fandt sin vej ind til fotos af kvinderne portrætteret på slottet, siger altså Lene Sandvang.
Billetter til åbningsarrangementet 2. maj kan købes via Selsø Slots hjemmeside. Billetter til udstillingen købes i døren til museet i åbningstiden, som er onsdag til søndag fra klokken 11 til 16. Selsø Slot, som vi kender det i dag, har dannet rammen om herregårdsliv helt tilbage fra den tidlige enevælde, kort tid efter Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge, og opført af sten, som reformationen frigjorde.