Sort Sol vender tilbage til livescenen, når gruppen giver koncert på Mantzius i Birkerød torsdag 23. april klokken 20.
Siden Sort Sols eksklusive finalekoncert på Copenhell 24, bandets eneste fuldtonede show i seks år, har mange fans efterspurgt flere optrædener. Da Copenhell åbnede for billetsalget til koncerten med Sort Sol, blev billetterne hurtigt udsolgt. Festivalpladsen på Refshaleøen i København dannede rammen om en udsolgt koncert, hvor både anmeldere og tilskuere tog godt imod gruppen.
På Mantzius får publikum nu muligheden for at opleve Sort Sols repertoire, der spænder fra punkrødder til nye musikalske retninger. Bandet forventer at spille sange som Kursk, Tatlin Tower, Siggimund Blue, Popcorn, Kiss The Streets, Daughter of Sad, Let Your Fingers Do The Walking og Copenhagen. Mange af sangene tager afsæt i punk, som Sort Sol var med til at bringe til Danmark og Skandinavien, længe inden bandet bevægede sig ud i andre genrer.
Sort Sol stiller op i sin velkendte besætning med Steen Jørgensen på vokal, Lars Top-Galia på guitar, Tomas Ortved på trommer, AC på bas og Manoj Ramdas på guitar. Både AC og Manoj Ramdas har tidligere spillet i The Raveonettes.