Den seneste tid har politiet skruet op for tilstedeværelsen på Nordhøj i Køge Nord, hvor der gentagne gange er blevet kørt alt for stærkt.
Torsdag var den gal igen, da færdselspolitiet endnu en gang stod klar på strækningen med måleudstyr, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
På knap en time gik tre bilister i fælden.
Klokken 15.48 blev en 52-årig mand fra København målt til at køre 90 km/t i byzone. Kort efter, klokken 16.13, blev en 42-årig mand fra Gentofte taget i en varevogn med 84 km/t samme sted.
Og klokken 16.57 var det en 53-årig mand fra Havdrup, der i en personbil blev målt til 85 km/t.
I alle tre tilfælde erkendte mændene forholdene, og de kan nu se frem til en påstand om frakendelse af kørekortet, oplyser politiet.
Fokus på strækningen
Dagbladet Køge har tidligere talt med politikommissær og færdselsleder Lars Galasz om den ”forbavsende” høje fart på Nordhøj.
Han fortalte blandt andet, at færdselspolitiet i Midt- og Vestsjælland har øget deres fokus og tilstedeværelse på Nordhøj - og at man kan forvente endnu mere politi i området fremover.
- Vi vil vende tilbage oftere og lave kontrol. Vi vil generelt være mere synlige for at skabe større tryghed og opnå en hastighedsnedsættende virkning.
Og netop hastighedsnedsættelser er der ifølge kommissæren i den grad brug for.
- Ud fra vores indsatser (fartkontrol, red.) på strækningen kan vi se, at vi ligger i den høje ende. Der er forbavsende mange, der får betingede frakendelser i forhold til andre steder, vi laver kontrol. Folk har åbenbart så travlt, at de vil sætte deres kørekort på spil.