Selvom Store bededag forsvandt som officiel helligdag i 2024, fortsætter traditionen mange steder. Torsdag 30. april klokken 19.30 åbner Hørsholm Kirke dørene til stillegudstjenesten Ro til tro på bededagsaften. Her inviterer præst ved Hørsholm Kirke, Nina Raunkjær, til en aften med ro, bøn og musik.
- Det er næsten et synligt udtryk for tro, at vi, selvom Bededag er afskaffet, samles denne aften i kirken på Bededagsaften. Bøn – og så brød i form af varme hveder – er til sammen en god tradition og en anledning til at dvæle ved det faktum, at bøn og brød er en grundlæggende del af livet, siger præst ved Hørsholm Kirke Nina Raunkjær i en pressemeddelelse.
Ro til tro-gudstjenesterne har i flere år været en del af kalenderen i kirken. Her skaber ord, stilhed og toner rammerne for eftertanke. Ved februars stillegudstjeneste fyldte den amerikanske jazzsangerinde Deborah Herbert kirken med klassiske jazz- og gospelsange. Når Hørsholm Kirke torsdag inviterer på Bededagsaften, vender Deborah Herbert tilbage sammen med Panna Friis-Grigoncza, som spiller både orgel og klaver.
Efter gudstjenesten serverer kirken varme hveder under orgelet, så aftenen slutter med brød og samvær.