Tobias Hamanns såkaldte influencer-opgør er endnu en selviscenesættelse

Når influencere går i rette med dem selv, lugter det ofte slemt af dobbeltmoral, skriver lederskribent Nathalie Anna Ostrynski.

Når influencere går i rette med dem selv, lugter det ofte slemt af dobbeltmoral, skriver lederskribent Nathalie Anna Ostrynski.

Foto: Thomas Olsen

Vi trænger som samfund til et kritisk blik på influencerne. Virkelig meget endda. Hvad de gør ved os, hvordan de forandrer vores kultur og ikke mindst hvad de gør ved dem selv og deres børn i jagten på flere likes. 

Det seneste forsøg på selvkritik kommer fra Tobias Hamann, der med sin nye bog ”Influenza” gerne vil rejse en kritik af influencerøkonomien. Men når influencere går i rette med dem selv, lugter det ofte slemt af dobbeltmoral.

  • Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.

Bare tænk på modellen Cecilie Haugaard, der med bogen ”Instagrim” endte med at udstille sit eget manglende gehør for virkeligheden - og endte i en shitstorm, der mest af alt var offentlighedens undren over, at hun ikke selv kunne se det indlysende hykleri.

Viljen til at lukke ned for den personlige profil, slette de digitale spor og bevæge sig væk fra de sociale mediers evige krav om nyt indhold, ligger tilsyneladende på et lille sted, når influencer-livet alligevel fortsætter.

Tobias Hamann blev i sin tid danmarkskendt som vinder af DRs ”Den store bagedyst”og har skabt sig en lukrativ tilværelse i kølvandet på programmet. Han er influencer med et stort I og tjener gode penge på at reklamere for produkter gennem sin profil. 

Kommercielle samarbejder, der ifølge forfatteren selv har næret den konstante selviscenesættelse og ikke mindst grådigheden inden i - i en sådan grad at han er ved miste sig selv på grund af presset.

Hans bog er blevet lanceret via de samme mekanismer, han forsøger at tage et livtag med: maksimal opmærksomhed, personlig krise som indhold og massiv mediedækning. Selve erkendelsen bliver en form for forklædt influencer-produkt, hvor man kommer i tvivl om afsenderens reelle ærlighed. Man kan ikke både være offer for influencer-økonomien og samtidig være en aktiv del af den.

Det er egentlig en skam. Vi har brug for influencere, der for alvor er klar til at kappe båndet til livet som reklame. Som vinker farvel til algoritmernes kapital og fortæller os i detaljen om, hvordan livet ser derud inde i selfie-boblen. 

Et sådant selvopgør ville gøre os klogere. Vi må vente indtil én af dem opbygger modet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...