To donationer fra fonde sikrer nye telte til festival

Festival-talsmand Johnny Elmelund glæder sig over store donationer fra to fonde.

Festival-talsmand Johnny Elmelund glæder sig over store donationer fra to fonde.

Foto: Thomas Olsen

I flere år har Kalundborg Rock'er haft brug for at få udskiftet de efterhånden slidte telte, som under festivalen giver tørvejr og læ til opbevaring, boder og de frivillige hjælpere, men omkostningen har været alt for høj til selv at klare det. Nu kommer der velvillig økonomisk hjælp udefra i form af donationer fra to fonde.

Hvis Kalundborg Rock'er på én gang skulle udskifte alle de slidte telte, der bruges til boder, opbevaring og hjælper-hygge, ville det koste over en halv million kroner.

- De penge har vi simpelthen ikke, siger presse- og afviklingsansvarlig Johnny Elmelund.

Derfor bad festivalen Fonden for SJF Bank og Bent O. Jørgensens Fond om en økonomisk håndsrækning.

Klar til årets festival

- Vi har nu fået den glædelige besked fra begge fonde, at de bakker op om Kalundborg Rock’er og vores store, nødvendige investering i nye telte. Vi kan med stor glæde fortælle, at Fonden for SJF Bank har givet os 100.000 kroner, og Bent O. Jørgensens Fond 188.500 kroner.

- Vi er utrolig glade og stolte over, at vi har fået to så store donationer, siger Elmelund.

- Nu kan vi begynde de store indkøb af telte, så de kan være klar til årets Kalundborg Rock’er, lyder det fra en begejstret talsmand.

Teltene er blevet slidt, fordi de bruges igen og igen hvert år.

- Ikke mindst teltene til vores mere end 350 supergode frivillige hjælpere, så de kan få et tiltrængt pusterum, nyde lidt mad i fred og ro og lade batterierne op til næste vagt, siger Johnny Elmelund.

Festivalen løftede for nyligt sløret for de sidste elementer til sommerens velspækkede musikprogram.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...