Der er noget, der skurrer, når en venneforening med mere end 400 medlemmer og 35 års historie overvejer at lukke ned, fordi samarbejdet med den institution, de er sat i verden for at støtte, er gået i hårdknude.

Konflikten mellem Vikingeskibsmuseet og museets venneforening har nu nået et punkt, hvor Vikingeskibsmuseets Venner på en ekstraordinær generalforsamling den 7. maj skal tage stilling til, om foreningen helt skal opløse sig selv. Udløsende har været ændringer i bestyrelsens sammensætning, hvor venneforeningen har mistet sin ret til at udpege medlemmer. Men som foreningen selv beskriver det, har utilfredsheden ulmet i årevis i form af manglende dialog, synlighed og prioritering.

Det er ærgerligt. Ikke kun for de involverede parter, men også i et bredere perspektiv.

For frivillige kræfter er ikke en selvfølge. Tværtimod. Overalt kæmper institutioner, kulturhuse, idrætsforeninger og sociale tilbud for at tiltrække og fastholde engagerede borgere, som vil bruge deres fritid på at støtte fællesskaber og formål, der rækker ud over dem selv.

Også her i Roskilde ved vi, hvor stor en forskel frivillige kan gøre. Kulturinstitutioner, musikmiljøer, sociale organisationer og begivenheder ville ganske enkelt se anderledes ud uden de mange mennesker, der løfter i flok – ofte uden anden belønning end følelsen af at bidrage.

Netop derfor er situationen på Vikingeskibsmuseet så tankevækkende.

Her står en internationalt anerkendt kulturinstitution side om side med en venneforening, der siden 1990 har støttet museet økonomisk, praktisk og ideologisk. En forening, som i perioder har haft langt over 600 medlemmer, og som stadig tæller mere end 400 engagerede mennesker med interesse for museet og dets virke.

Når en så stor og loyalt forankret kreds føler sig sat udenfor, bør det give anledning til eftertanke.

Det er fuldt ud legitimt, at Vikingeskibsmuseet ønsker en professionel bestyrelse med de rette kompetencer til at styre en kompleks og økonomisk presset institution. Professionalitet og frivillighed behøver imidlertid ikke at være hinandens modsætninger. Tværtimod kan de supplere hinanden, hvis rammerne er klare, og dialogen er åben.

Det handler ikke nødvendigvis om bestyrelsespladser eller stemmeret. Det handler om anerkendelse, inddragelse og oplevelsen af at være en del af noget, man gennem årtier har været med til at bygge op.

Derfor er der stadig grund til at appellere til begge parter om at trække vejret dybt én gang til og gøre et nyt forsøg på at finde hinanden. Konflikten behøver ikke at ende med et brud, der bliver svært – eller umuligt – at reparere. Et kompromisforslag kunne for eksempel være en observatørpost til venneforeningen i bestyrelsen.

For Vikingeskibsmuseet risikerer ikke blot at miste en venneforening. Det risikerer at sende et signal om, at frivillige kræfter er en sekundær størrelse. Og det er et signal, som ingen institution i dag har råd til at sende.

Nogle broer er for vigtige til blot at lade dem brænde. Også selv om det kræver lidt ekstra arbejde at reparere dem.