I alt 18 børn fra henholdsvis Ledøje-Smørum Spire- og Juniorkor og Ganløse Spire- og Børnekor deltager i weekenden den 25. og 26. april i årets "Børnekordage".
Det er Plænen og Orangeriet i Tivoli, der danner ramme om optrædener fra børnekor i alle størrelser fra hele Danmark. De kommer fra kirker, skoler og musikskoler, og selv om de til daglig synger under meget forskellige vilkår, mødes de her i en fælles glæde ved musikken.
- Det er livgivende at se, hvordan børn fra hele landet mødes i musikken og oplever, at deres stemmer er en del af noget større, siger Mads Strangaard, koordinator for Børnekordage i Tivoli.
I løbet af weekenden deltager 50 kor med i alt 1.750 sangere. Fælleskoret åbner Børnekordage i Tivoli lørdag den 25. april.