Socialområdet er blevet et tag-selv-bord for personer uden moralske skrupler. Igen og igen bliver vi vidner til sager, hvor ejere og direktører i private firmaer optræder som baroner og ublu malker de kommunale kasser – endda inden for lovens rammer. At den praksis kan fortsætte, uden at vi kollektivt formår at sætte en effektiv stopper, er dybt uholdbart.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
I denne uge kunne Berlingske berette om, hvordan udviklingsdirektør Klaus Brandt Dübe fra Handicapformidlingen i Hvalsø tjener en løn på 17 millioner kroner om året. Til sammenligning tjener han mere end bankdirektører i både Jyske Bank og Sydbank. Sammenholder man lønnen med direktørlønningerne i de 25 børsnoterede virksomheder i C25-indekset, placerer den sig omkring en 20.-plads.
Hvad den administrerende direktør i Handicapformidlingen, Søren Rynkebjerg, tjener, er uvist. Men som en ekspert tørt konstaterer, er det næppe mindre end udviklingsdirektøren.
Oveni i lønsagen kommer historier om, hvordan direktøren har solgt sin private ejendom i Kirke Hvalsø til virksomheden for 8,5 millioner kroner efter forgæves salgsforsøg hos ejendomsmægler. Handicapformidlingen har købt en Tesla af direktøren og betalt for et stort vinrum i hans private bolig med plads til 1.000 flasker.
Opremsningen stopper her. Pointen står allerede lysende klar. Både eksperter, fagforbundet FOA og KL er rystede. Men sagen er langt fra enestående. I efteråret afslørede TV 2-programmet Operation X lignende forhold. DR’s forbrugermagasin Kontant har dokumenteret tilsvarende problemer på botilbud.
Princippet i at lægge offentlige opgaver ud til private virksomheder er i sit udgangspunkt sundt. Konkurrence kan give bedre tilbud til prisen. Men på socialområdet er et eller andet kørt helt skævt. Socialstyrelsen erkender endda overfor TV 2, at den ikke har musklerne til at føre et tilstrækkeligt tilsyn. Det er i praksis et fripas til opportunister, der vil malke de offentlige kasser.
Men et fripas er ikke en naturlov. Det er et politisk valg. Og ansvaret ligger både på Christiansborg og ude i kommunerne. Det er her, rammerne bliver sat – og her, kontrollen enten virker eller svigter.
Så længe ingen for alvor tager fat om problemets rod, fortsætter regningen med at lande hos skatteborgerne. Og hver krone, der bruges på eksorbitante direktørlønninger og vinrum, er en krone, der kunne være brugt på velfærd - til gavn for os alle.