Thomas Bach, forfatteren bag romanen 'Bunker' og sanger i bandet Ganger var sidste år hovedperson i dokumentarfilmen 'Kærestebreve fra Thy'.
Roskilde Bibliotek inviterer nu til visning af filmen torsdag den 30. april klokken 18.30 til 21.
Dokumentaren følger Thomas Bach, der tager tilbage til Thy, hvor han plejer sin døende far. Kort før farens bortgang overrækker han Thomas en stak kærlighedsbreve, som forældrene skrev til hinanden i 80'erne - med en opfordring om at læse dem efter hans død.
Brevene sætter gang i en kreativ og personlig proces, hvor Thomas Bach bruger dem som inspiration til at skrive Gangers tredje album og samtidig begynder at bearbejde sin egen turbulente opvækst.
'Kærestebreve fra Thy' er en fortælling om kærlighedens og musikkens kraft til at bringe forsoning - med sig selv, fortiden og de mennesker, der formede den.
Billet, som inkluderer pizza og et glas rødvin, kan købes via hjemmesiden roskildebib.dk.