Ringsted IF Fodbold har modtaget 26.872 kroner i sponsorstøtte fra energiselskabet OK. Beløbet stammer fra en sponsoraftale, hvor klubbens støtter kan samle penge ind ved at tanke brændstof eller lade elbilen med OK-kort eller OK’s app. Foreningen får 5 øre pr. liter eller kWh, hver gang klubbens tilhængere tanker eller lader bilen hos OK, samt 1 øre pr. kWh, når de bruger OK-strøm hjemme.
Ifølge formand for RIF Fodbold, Brian Larsen, har pengene allerede gjort en forskel i klubben.
- Vi har brugt en del penge på at renovere vores klubhus, og i den forbindelse har sponsorstøtten fra OK været et godt bidrag. Vi har blandt andet indrettet materialerum til trænerne og sat lokalerne i stand, siger formand for RIF Fodbold Brian Larsen i en pressemeddelelse.
Initiativet betyder, at både klubbens medlemmer og lokale støtter kan bidrage til foreningens økonomi, uden det koster ekstra i hverdagen. OK har sparet pengene op til klubben, hver gang der bliver tanket eller ladet, når kunder har valgt at tilknytte deres OK-produkt til foreningens sponsorsamarbejde.
Ordningen giver både idrætsforeninger og andre klubber mulighed for at få støtte fra OK efter samme princip.