Den danske romantiske komponist Asger Hameriks storslåede værk 'Requiem opus 36' fra 1887 var en bragende succes hos både anmeldere og publikum, da det blev uropført i Boston USA i 1895 og ved førsteopførelsen i København 1908 i Dansk Koncertforening.
Hvad der begejstrede, kan man blive klogere på i Frederiksborg Slotskirke søndag den 3. maj kl. 17, hvor Frederiksborg Kammerkor opfører det sjældent spillede værk.
Det kræver normalt så stor en besætning, at det ikke er muligt at opføre uden for en stor koncertsal. Ved uropførelsen i Boston bestod besætningen af 300 sangere og et symfoniorkester.
Men nu har Frederiksborg Kammerkors dirigent, musiker og komponist Paul B. Kim omskrevet værket til en version, som kan fremføres af et kor på cirka 50 sangere, en alt-solist og et kammerorkester.
Altsoloen varetaget af Anne-Sofie Søby Pilmark. Kammerorkestret består af musikere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Billetter kan købes i forsalg via www.frederiksborgkammerkor.dk eller ved indgangen.