Mindst 10.000 mennesker har tirsdag været berørt af omfattende togproblemer på Sjælland, vurderer DSB. Tog holder fortsat stille tirsdag aften.
Det siger DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til Ritzau.
- Det er tusinder af kunder, der er blevet berørt af det, enten i form af forsinkelser eller i form af aflysninger, lyder det.
Siden eftermiddagstimerne har togtrafikken været lammet øst for Odense og på hele Sjælland. Stort set alle tog holder stille og har gjort det i flere timer.
Det skyldes en nedrevet køreledning, oplyste Banedanmark kort før klokken 18.00. Der er ingen tidshorisont for, hvornår driften genoptages.
Banedanmark arbejder tirsdag aften stadig på at lokalisere og løse fejlen.
/ritzau/