Holte Bibliotek og Hovedbiblioteket i Birkerød inviterer til kulturcafé om New Zealand og det sydlige Australien. Publikum kan tage med på en kulturhistorisk rejse og få svar på spørgsmål som: Hvad betyder ‘pakeha’? Hvad er forskellen på en ‘fiord’ og et ‘sound’? Og hvordan blev det australske demokrati født?
Bibliotekar Jesper Christoffersen og litteraturformidler Julie Garde fortæller om naturen, litteraturen og historien i ord, lyd og billeder.
Arrangementet løber af stablen 27. april klokken 19.00 på Holte Bibliotek og 29. april klokken 19.00 på Hovedbiblioteket i Birkerød.
Australien og New Zealand står på mange danskeres ønskeliste, når de rejser langt væk hjemmefra. Mange vælger derfor highlights og kommer ikke helt ud i krogene af de to lande. Det kan dog anbefales, fordi det ofte er her, de helt store oplevelser ligger gemt.
Publikum får mulighed for at opleve Tasmanien, som er Australiens spisekammer og et foodie heaven for feinschmeckere. Samtidig byder øen på vild og uberørt natur, skrækindjagende historier om straffefanger – og landets reneste luft.
Turen går videre til delstaten Victoria. I 1800-tallet blev delstaten rig på guld, og arrangementet følger guldgraverruten omkring Melbourne og ender i området, som Australiens berømte outlaw, Ned Kelly, i sin tid gjorde usikkert.
På New Zealands sydø kan publikum høre om naturen fra de sydlige Alpers bjergtoppe og blændende smukke bjergsøer. De forrevne kyststrækninger er befolket af søløver, pingviner og albatrosser, og derfra går turen gennem golde, forladte mineområder til smukke vindistrikter og tyste fjorde.
Billetter til arrangementet kan købes på rudbib.dk