Kunstig intelligens skal spille en større rolle hos Novo Nordisk, der nu indgår et samarbejde med OpenAI for at effektivisere udviklingen af ny medicin.
Det oplyser selskabet i en børsmeddelelse.
Målet er at forkorte den tid, det tager at bringe ny medicin fra de tidlige forskningsfaser og hele vejen frem til patienterne, fortæller Mike Doustdar, administrerende direktør i Novo Nordisk, til Market Wire, skriver Finans.
Samarbejdet fokuserer hertil på tre områder: Hurtigere forskning og udvikling, bedre beslutninger baseret på store mængder data samt øget produktivitet, hvor medarbejderne kan fokusere på de mest værdiskabende opgaver.
- Du kan være finansperson, marketingchef, produktionsmedarbejder eller videnskabsmand for at blive trænet i disse værktøjer og derefter anvende dem i dit eget ekspertiseområde og få mest muligt ud af det, så du kan blive hurtigere og mere produktiv. Det er i virkeligheden, hvad det handler om, siger Mike Doustdar til MarketWire.
Stor begejstring
Ifølge direktøren er samarbejdet med OpenAI ikke eksklusivt, og vil få betydning på tværs af hele organisationen. Dermed adskiller samarbejdet sig fra det, som konkurrenterne har indgået med andre AI-udbydere.
På trods af den manglende eksklusivitet, ser direktøren positive økonomiske perspektiver i samarbejdet.
- Over tid kan det også spare os penge, udtaler Mike Doustdar til MarketWire, og understreger samtidig, at samarbejdet ikke lægger op til afskedigelser.