Socialdemokratiet i Greve samlede medlemmer til generalforsamling, hvor tonen bar præg af engagement, dialog og smil – ikke mindst under fællesspisning og fællessang med Mörkes duo. De fremmødte medlemmer gennemgik dagsordenen i en konstruktiv stemning og tog livligt del i debatten, særligt da formand Mikkel Witthøft og Bjarke Abels fremlagde beretninger, herunder refleksioner over kommunalvalget i november 2025.
Flere centrale emner prægede aftenens agenda, ikke mindst valget til bestyrelsen. Efter et kampvalg kunne tre kandidater tage plads ved bordet. Frank Christensen fortsætter, mens Johan Poulsen og Camilla Kaisa Nordin træder ind som nye ansigter.
På det konstituerende møde efter generalforsamlingen valgte bestyrelsen Johan Poulsen som næstformand og Camilla Kaisa Nordin som ny kommunikationsansvarlig. Begge udtrykte glæde og ydmyghed over den tiltro, medlemmerne har vist dem.
- Det er med ydmyghed, jeg tiltræder som næstformand. Jeg ser frem til at kunne hjælpe med at støtte op om de lokalpolitiske mærkesager og det organisatoriske arbejde. Vi går en spændende politisk fremtid i møde – både lokalt og landspolitisk, som kræver masser af nytænkning og drive, siger Johan Poulsen i en pressemeddelelse.
- Jeg takker for den tillid, som medlemmerne og den øvrige bestyrelse har vist mig. Jeg vil gøre mit bedste for at styrke fællesskabet og demokratiet i en svær politisk tid, både nationalt og internationalt, siger Camilla Kaisa Nordin i pressemeddelelsen.
Den samlede bestyrelse består nu af formand Mikkel Witthøft, næstformand Johan Poulsen, kasserer Peter Houkjær, kommunikationsansvarlig Camilla Kaisa Nordin, medlemsansvarlig Kaj Duvander samt Dorit Liljegren Schultz, Frank Christensen, Leif Limkilde og Susan Henriette Nielsen.
Socialdemokratiet i Greve ser frem til at fortsætte arbejdet for fællesskabet, lokal forankring og politisk engagement i Greve Kommune.