Det er slut med at aflevere metalskrot aften, nat og morgen

Argo har truffet en beslutning omkring genbrugspladsen i Jyllinge, der deler vandene.

Argo har truffet en beslutning omkring genbrugspladsen i Jyllinge, der deler vandene.

Foto: Steen Østbjerg

Du suser hjem fra arbejde og kobler traileren på for at komme på genbrugspladsen. Men fremover vil en af de mest populære containere være smækket i allerede fra klokken 17. Genbrugschef begrunder beslutningen og understreger, at han gerne så, at det var anderledes.

Det er nemlig slut med at kunne aflevere metalskrot på genbrugspladsen i Jyllinge mellem klokken 17 om aftenen og klokken ni om formiddagen.

Folk er sure

Beslutningen har fået rigtig mange hårde kommentarer med på vejen fra sure brugere, som skælder ud på Facebook på alt fra Argo, til naboer og kommunen.

For eksempel skriver Jesper Holm Sommer på facebookgruppen "Jyllinge Løst og fast - siden uden censur" følgende:

"Hvor er det bare ubeskriveligt åndssvagt at den med længder største serviceforbedring, der er kommet i de +20 år jeg har boet i byen, nemlig den døgnåbne genbrugsplads, nu skal forringes, fordi der er nogen, som flytter ind ved siden af den, der ikke undersøger forholdene, før de flytter ind."

Han er ikke den eneste, som har den holdning i debatten under det opslag, som Argo har lagt op med meddelelsen om ændringen.

Ikke begejstret

Genbrugschefen hos Argo, Finn Kjær, er ikke begejstret for beslutningen.

- Vi ved godt, at det her ikke er en god nyhed for vores brugere, men vi gør det af hensyn til naboerne. Efter at byen er bygget ud til os, så er støjen blevet et problem. Vi kan ikke flytte metalcontaineren, fordi den er bygget med en mulighed for opsamling af olie af hensyn til miljøet, så den skal stå der, siger han.

Finn Kjær er ikke i tvivl om, at lukningen af metalcontaineren på hverdagsaftener vil give mere trafik på genbrugspladsen om lørdagen, hvor det i forvejen er "myldretid" på genbrugspladsen.

Bliver det en succes?

Han ved ikke rigtig, hvad han skal forvente af succesrate med tanker på, hvor tit folk stiller farligt affald, selvom der står på et stort skilt, at man ikke må aflevere det, når genbrugspladsen ikke er bemandet.

- Det skilt har nogle brugere virkelig svært ved at læse, så vi må også evaluere denne løsning. Men opdager vi, at folk læsser ulovligt af, når pladsen ikke er bemandet, så kan vi fratage dem muligheden for at bruge pladsen døgnet rundt, siger han.

Lukningen af metalcontaineren er trådt i kraft og vil løbende blive evalueret.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...