At komme i ligaen burde være umuligt i en klub, hvor spillerne betaler kontingent og egne håndboldsko. Ikke siden 1995/1996-sæsonen har Rødovres håndboldkvinder krydset klinger med holdene i landets bedste række, men nu begynder piben at få en anden lyd i amatørklubben på Vestegnen, som har leveret endnu en forrygende sæson i den andenbedste række.
- Rødovres håndboldkvinder kan rykke op i landets bedste række efter 30 års ventetid.
- Holdet har sikret en playoff-plads mod Ajax efter en stærk sæson med 15 sejre.
- Træneren og målvogteren fremhæver sammenhold og god træning som nøglen til succes.
- Ajax er favoritter, men Rødovre har tidligere slået dem med seks mål.
- Playoffkampene mod Ajax spilles lørdag den 18. april og 25. april.
Træneren havde forventet, de ville ende midt i rækken ligesom sidste sæson, hvor det blev til en flot femteplads.
Men Rødovres håndboldkvinder har i grundspillet hentet hele 15 sejre på 22 kampe, heraf er seks ud af syv nederlag blevet tabt med bare ét enkelt mål.
En lynstart på sæsonen med fire sejre i træk gav holdet en medvind, som var med til at skrue kvindernes forhåbninger om en oprykning en tak opad.
I sidste spillerunde tabte AGF, hvilket sikrede Rødovre en tredjeplads, som giver adgang til playoffkamp mod andenpladsen Ajax.
- Det er helt sindssygt. Realistisk set troede vi ikke, vi kunne nå det. Vi er jo amatører med stort A hele vejen rundt.
Sådan lyder det fra holdets træner Torben Nielsen.
- Vi har jo ingen kontrakter her i klubben, og pigerne betaler selv kontingent og går med reklamer for at tjene penge til klubben, siger han.
Rødovre har i en del sæsoner været et elevatorhold, som er rykket op og ned mellem 1. og 2. division. Hvad er der sket?
- I mange år havde holdet kun spillere, som kom fra ungdomsrækkerne. Nu er man også begyndt at hente spillere udefra, blandt andet fra Ajax, Ringsted og FIF, og de spillere, der var der i forvejen, har løftet deres niveau, forklarer Torben Nielsen, som har været tilknyttet klubben siden 2021 og fra denne sæson overtog som kvindernes træner.
Bedre samarbejde
27-årige Trine Hammer er holdets målvogter samt eliteansvarlig i Rødovre Håndbold, hvor hun har spillet i 14 år.
Hun kalder sæsonen "surrealistisk" og har svært ved at begribe, at holdet har kunnet spille så flot håndbold og nu kan levere den største sportslige bedrift i flere årtier.
- Det har været over al forventning. Det er et bevis på, at man kommer rigtig langt på sammenhold og god træning, siger keeperen og fremhæver, at stemningen i truppen har været rigtig god på det seneste.
Trine Hammer har været med i mange af "elevator-sæsonerne", hvor holdet har penduleret mellem 1. og 2. division.

Hun mener, at holdet er blevet bedre til at kommunikere med hinanden og til at tale sammen om, hvad man individuelt som spiller har brug for, hvordan man gerne vil tales til og bedst bliver motiveret.
- Har man ikke behov for, at der er en træner, der står og råber af en, eller har man faktisk behov for det, siger hun.
Både hende og træneren peger på, at Ajax er favoritter forud for de to skæbneopgør, men at alt kan ske.
I denne sæson har de nemlig allerede prøvet at slå Ajax med seks mål, mens de tabte det omvendte opgør hjemme i Rødovre Stadionhal i februar med hele 11 mål, hvor særligt Ajax' forsvar var overlegent.
Første slag skal stå i Bavnehøj Arena lørdag den 18. april klokken 14.
Returopgøret i Rødovre Stadionhal finder sted lørdagen efter den 25. april klokken 18, hvor der vil være entrébilletter i døren til 50 kroner, dog gratis adgang for klubbens medlemmer.
En eventuel tredje kamp skal spilles fredag den 1. maj klokken 19.
Turneringsformatet for kvalifikationskampe
Rødovre Håndbold og Ajax København møder som udgangspunkt hinanden to gange.
Målscoren medregnes ikke i det indbyrdes regnskab.
Holdene skal derfor ud i en tredje kamp, hvis de vinder en kamp hver.
Den samlede vinder af serien skal ud i en ny serie senere på foråret - denne gang mod sidstepladsen i Kvindeligaens nedrykningsgruppe, som enten bliver Silkeborg-Voel, HØJ, EH Aalborg, Ringkøbing eller Skanderborg.