Axel Vang fra FIF Hillerød Atletik var med, da der blev holdt DM i 10 kilometer landevej. Det var efter, at han for et år siden havde en noget udfordrende oplevelse i samme løb.
Han førte dengang efter 8 km, hvor han blev knæskadet og måtte "hinke" i mål på en ærefuld tredjeplads.
Så fulgte udredning og operation efterfulgt af en langvarig genoptræning. Fra nytår har træningen været på vej mod tidligere tiders mængde og kvalitet, og nu var han opsat på at gøre comeback, på trods af den korte forberedelse.
Han var i løbet oppe imod fem tidligere danske mestre. Han lagde ud med at føre løbet de første kilometer, men faldt tilbage med to kilometer til mål, hvor han var sidst i en førergruppe på fire løbere.
Slaget syntes tabt, men med den hurtigste sidste kilometer af alle fightede Axel Vang sig tilbage til toppen og sluttede kun fem sekunder efter den nye danske mester Joel Ibler, der netop har sat dansk rekord på distancen.
Axel Vang er nu dobbelt europamester i cross U20, har fokus på U23 europamesterskabet og har også planer til VM i roadrace i København, der afvikles til september.