Serdal Benli svarer på kritik omkring omstridt bosted: Det er ganske enkelt forkert

Serdal Benli (SF) kan ikke genkende påstanden.

Serdal Benli (SF) kan ikke genkende påstanden.

Foto: Robert Hendel

Kristian Tørning fra Dansk Folkeparti taler mod bedre vidende, når han påstår, at der ikke er indgået aftaler om Granvej. Det er ganske enkelt forkert.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Det udtrykker afsenderens holdning. Hvis du selv ønsker at deltage i debatten, kan du klikke her.

Den 10. marts mødtes jeg med Københavns socialborgmester, og her indgik vi en klar aftale: Københavns Kommune flytter hurtigst muligt mindst otte borgere med utryghedsskabende adfærd væk fra Granvej 12. Samtidig ændres beboersammensætningen gradvist.

Konkret har København stoppet nye indflytninger frem til udgangen af 2026 og besluttet, at nye beboere hverken må have aktivt stofmisbrug eller utryghedsskabende adfærd

Det er en reel og vigtig ændring.

Aftalen blev offentliggjort i en fælles pressemeddelelse, som Københavns Kommune har godkendt. Jeg har derudover endnu en gang rejst spørgsmålet om et salg af Granvej – det ønskede København ikke. Derfor har vi fokus på det vigtigste: konkrete løsninger, der virker her og nu.

Aftalerne er nu ved at blive indarbejdet i den fælles handleplan mellem København og Gladsaxe, som vi arbejder efter. Den opdaterede plan præsenteres på borgermødet den 16. april på Bagsværd Skole, hvor både kommuner og politi giver status, og hvor borgerne kan stille spørgsmål. Alle dokumenter ligger i øvrigt åbent tilgængeligt på gladsaxe.dk/granvej.

Kristian Tørning sidder selv i Økonomiudvalget og deltager i både drøftelser og beslutninger om Granvej. Han er derfor fuldt orienteret. Når han alligevel påstår, at der ikke er en aftale, efterlader det ét indtryk; at der bevidst skabes usikkerhed og mistillid.

Det klæder ikke den politiske debat. I resten af byrådet er vi enige om målet. Der skal skabes tryghed omkring Granvej. Og det arbejde er i fuld gang.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...