Med et kraftfuldt slag fra borgmester Sofia Osmani, direktører fra Comwell, Danske Shoppingcentre, Lyngby Storcenter og Hoffmann, blev der for nylig slået hul i væggen, som sammen markerede byggestarten af det nye Comwell hotel i Lyngby.
- Hotellet bliver langt mere end et sted at overnatte. Med to store, åbne tagterrasser inviterer hotellets restaurant hele byen indenfor – ikke kun hotelgæster. Her opstår et nyt, levende byrum med plads til ophold, udsigt og sociale møder i smukke rammer midt i byen. Terrasserne bliver et grønt åndehul og et samlingspunkt, hvor byliv og fællesskab flytter op i højden, skriver Comwell selv i deres pressemeddelelse om hotelbyggeriet.

- Hotellet skal ikke blot fungere – det skal være et aktiv for byen, fortalte Center Manager Casper D. Von der Ahé ved markeringen af byggeriet, hvor visionen om at styrke Lyngby som destination og skabe mere liv i bymidten blev understreget. CEO i DSC Jesper Faurholdt supplerer:
- Projektet er mere end et hotel. Det er et strategisk greb, der spiller direkte ind i udviklingen af DSC’s portefølje af shoppingcentre. Vi ved, at et moderne shoppingcenter som Lyngby Storcenter i dag handler om meget mere end butikker alene, står der altså i pressemeddelelsen.
Samtidig bliver hotellet indrettet med fokus på kvalitet og komfort i særklasse:
- De sidste detaljer angående indretning er ved at falde på plads. Det nye hotel over Lyngby Storcenter vil rumme 200 værelser, som i klassisk Comwell stil bliver velindrettede og lyse med behagelige møbler og en flot udsigt, fortæller Comwells CEO Peter Schelde.
Byggeriet går nu i gang, og om halvandet år vil hotellet stå klar.