Filmklub viser Queen-film

Gruppen Queen da de besøgte Danmark første gang i 1974 og blev modtaget af Jerry Ritz. Han var repertoirechef på pladeselskabet EMI, der stod for udgivelsen af deres plader. Fra venstre Freddie Mercury, Brian May, Roger Taylor, John Deacon og Jerry Ritz

Gruppen Queen da de besøgte Danmark første gang i 1974 og blev modtaget af Jerry Ritz. Han var repertoirechef på pladeselskabet EMI, der stod for udgivelsen af deres plader. Fra venstre Freddie Mercury, Brian May, Roger Taylor, John Deacon og Jerry Ritz

Foto: EMI Arkiv

Trommen Filmklub sætter fokus på den britiske rockgruppe Queen, når filmen "Bohemian Rhapsody" vises hele tre gange i biografsalen Lilletrommen. 

Filmvisningerne finder sted onsdag 15. april kl. 19, torsdag 16. april kl. 10 og mandag 27. april kl. 19.

Ved alle forestillinger vil Jerry Ritz, der arbejdede med Queen i 1970’erne, introducere filmen og dele sine personlige minder om samarbejdet med bandet.

Katrine Krogbeck, forperson for Trommens Filmklub, glæder sig over initiativet.

- Vi er glade for Jerry Ritz’ generøse tilbud om at komme og lave en kort introduktion til alle tre forestillinger. Jerry arbejdede tæt med Queen fra de var helt ukendte i 1973 og frem til 1980, siger Katrine Krogbeck, i en pressemeddelelse.

Jerry Ritz ser også frem til at præsentere filmen og fortælle om sine oplevelser med bandet.

- Jeg er helt bevidst om at der er mange som har set filmen, men det er den type film som kan ses igen og igen – da musikken fylder så meget. Det er noget særlig, at se den på et stort lærred med god lyd. Jeg glæder mig selv til gensynet og bidrage med personlige oplevelser og anekdoter og om mit samarbejde med gruppen, siger Jerry Ritz.

"Bohemian Rhapsody" fra 2018 har opnået stor popularitet og anerkendelse, både internationalt og herhjemme. Filmen havde premiere i 2018 og har med en indtjening på over 1 milliard dollars stadig rekorden som den bedst indtjenende film i sin genre. I Danmark så over 300.000 filmen i biografen, og den har desuden været vist på tv.

Filmen modtog fire Oscars i 2019, blandt andet for bedste mandlige hovedrolle til Rami Malek, der spillede Freddie Mercury. Ud over Oscar-priserne hentede filmen også store priser ved Golden Globes og fik i alt 22 statuetter ud af 64 nomineringer.

Trommens Filmklub drives af frivillige, og både medlemskab og adgang til filmvisningerne er gratis. Dog er der kun plads til 50 personer pr. visning, så interesserede skal tilmelde sig på forhånd.

Billetter kan bestilles hos Kulturhuset Trommen i Hørsholm.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...