På en mark i Høje-Taastrup vil der måske blive kæmpe koncerter for 50.000 gæster

Kæmpekoncerter kan være på vej til Høje-Taastrup.

Koncertarrangøren har udset sig et område på 150.000 kvadratmeter.

Koncertarrangøren har udset sig et område på 150.000 kvadratmeter.

Foto: Per Dyrby/arkiv

Fra 2028 kan 6-10 årlige udendørs koncerter med hver op til 50.000 gæster blive en realitet i Høje-Taastrup. Et areal på størrelse med 21 fodboldbaner er på tale til at blive brugt til formålet, og lokalpolitikerne har nu besluttet, at der skal arbejdes videre med planerne. 

Høje-Taastrup Kommune er blevet kontaktet af en større koncertarrangør, som ønsker at opbygge et koncertområde i det regionale fritidsområde i Høje-Taastrup, hvor man i forvejen har Racehall, et padelcenter og hvor DBU også er på vej med et stort projekt.

Koncertarrangøren har udset sig et område på 150.000 kvadratmeter på adressen Bondehøjvej 16 til et projekt, hvor det er tanken at bygge scene og koncertområde op hvert forår, afholde 6-10 koncerter mellem maj og september, for så at tage scene, tribune og andet udstyr ned igen, inden efterår og vinter for alvor får fat. Og herefter gentage processen de efterfølgende fire år.

Plan- og Miljøudvalget har netop sagt ja til, at kommunens administration skal arbejde videre med sagen, hvor der nu skal laves et forslag til lokalplan på baggrund af forespørgslen.

- Umiddelbart synes jeg, der er er nogle spændende ting ved projektet, som kan komme kommunen til gode, men jeg ser også nogle udfordringer i forhold til de boligområder, som ligger tættest på, lyder det fra Turan Akbulut (K), der er formand for Plan- og Miljøudvalget i Høje-Taastrup.

I det markerede område på Bondehøjvej, lige nord for racehall og padelcentret, er der forslag om at danne et udendørs koncertsted i sommerhalvåret fra 2028.
I det markerede område på Bondehøjvej, lige nord for racehall og padelcentret, er der forslag om at danne et udendørs koncertsted i sommerhalvåret fra 2028. Foto: Skråfoto

Godkendt med bemærkning

Udvalgsformanden ser potentiale i udsigten til at få store internationale musiknavne til byen gennem projektet. Men også at det kan gavne det lokale foreningsliv, da der er lagt op til, at foreningslivet kan være med til at afvikle koncerterne.

- Der er desuden ingen tvivl om, at det vil kunne komme vores foreninger til gode, hvis de kunne stå for madboderne eller andre frivillige tjanser - så i det lys vil det kunne være interessant med så store koncertbegivenheder i Taastrup, siger Turan Akbulut.

Politikerne vil i det videre planarbejde have fokus rettet på de potentielle trafik- og støjgener. Da Plan- og Miljøudvalget nikkede ja til, at der skal udarbejdes en lokalplan var det med en bemærkning om, at der i den videre proces "især er fokus på trafikafvikling, støj, parkering og renhold".

På denne mark kan der i fremtiden potentielt blive afholdt koncerter i stor skala under åben himmel.
På denne mark kan der i fremtiden potentielt blive afholdt koncerter i stor skala under åben himmel. Foto: Lisbeth Jansen

Af sagen fremgår det også, at kommunens administration anbefaler, at der skal laves en fuld miljøscreening af projektet såvel som af lokalplanen, hvor man blandt andet vil have særlig fokus på flagermus, padder, støjforhold og trafikafvikling.

- Vi skal selvfølgelig have styr på hvordan det vil kunne belaste omgivelserne med støj, trafik, henkastet affald med videre. Lige nu kender vi slet ikke konsekvenserne ved sådanne arrangementer, og hvordan det reelt vil kunne arrangeres – det skal afklares ved efterfølgende undersøgelser, herunder en egentlig miljøvurdering, som skal foreligge, før der kan udfærdiges et egentligt udkast til lokalplan, siger Turan Akbulut.

Turan Akbulut (K) er formand for plan- og miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune.
Turan Akbulut (K) er formand for plan- og miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune. Foto: Thomas Olsen

Hvad med naturen tæt på?

Hakkemosen ligger jo ret tæt på. Hvilke tanker gør du dig som udvalgsformand i forhold til, at der skal tages hensyn til natur og dyreliv i nærområdet?

- Det vil blive afklaret i miljøvurderingen. Jeg ved, at der er blevet gennemført omfattende undersøgelser af natur- og miljøforhold i forbindelse med DBUs projekt, og projektet er blevet tilrettet netop for at leve op til naturkravene, så det vil også blive en del af arbejdet, hvis vi beslutter at gå i gang med en lokalplanproces, siger Turan Akbulut.

Politikerne ser sagen igen, når forslaget til lokalplan er klar til politisk behandling. Men først skal der laves en miljøundersøgelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...