Nogle politiske beslutninger ser måske små ud på papiret, men betyder meget i hverdagen.
I den seneste valgperiode har jeg besøgt en del ældre borgere, hvor helt basale ting som rengøring og skift af sengetøj ganske enkelt ikke sker ofte nok.
Det kan måske lyde som små ting, men det er det ikke. Det handler om værdighed, trivsel og tryghed i hverdagen.
For Venstre har det - og er det fortsat - en af vores mærkesager at forbedre vilkårene for ældre borgere, der har brug for hjælp i hjemmet.
Derfor er jeg også glad for, at vi i budgetaftalen for 2026-2029 fik en vedtagelse igennem på 1,4 millioner, som nu bliver udmøntet i kommunes kvalitetsstandarder på ældreområdet.
Det handler helt konkret om rengøring, linnedskift og personlig pleje.
Mere hjælp og støtte
I den tidligere kvalitetsstandard stod der, at man havde mulighed for støtte eller hjælp til rengøring hver tredje uge i dagtimerne på hverdage. Nu kommer der i stedet til at stå, at man kan få støtte eller hjælp til rengøring i dagtimerne på hverdage, og at omfang og hyppighed fastsættes på baggrund af en konkret og individuel vurdering af behovet.
Samtidig styrkes omsorgsforløbene i forbindelse med implementeringen af ældreloven, så den gennemsnitlige størrelse af forløb og pakker øges i løbet af 2026 og er fuldt implementeret i 2027.
Det giver nyvisiterede borgere mulighed for at tilvælge hyppigere rengøring, hyppigere linnedskift eller mere personlig pleje som en del af pakkeforløbene. Det er en vigtig forbedring.
Læs også
- Camilla mistede håret under kemobehandling: Nu hjælper hun andre med at beholde deres
- Vinbar genåbner i version 2.0 med ny ejerkreds
Robotstøvsuger ikke for alle
Der er også sket en vigtig ændring i forhold til robotstøvsuger. I den tidligere tekst stod der, at man ved visitation til rengøring ville blive henvist til at anskaffe en robotstøvsuger.
I praksis har det betydet, at nogle ældre borgere er blevet mødt med en løsning, som ikke nødvendigvis altid passede helt til deres hjem eller deres livssituation.
Nu bliver det ændret til i samarbejde med borgeren skal foretages en konkret vurdering af, om det giver mening at anvende robotstøvsuger. Der stilles kun krav, hvor det vurderes hensigtsmæssigt ud fra en samlet betragtning og borgerens perspektiv. Det er en vigtig forskel.
For ikke alle hjem er indrettet til en robotstøvsuger, og ikke alle borgere kan håndtere den. Det kan for eksempel være en enlig borger med demens, hvor teknologien kan skabe mere forvirring end hjælp.
Politisk enighed
Det her er ikke kommet af sig selv. Det er noget, Venstre har arbejdet for i en del år og fik igennem i budgetaftalen. Samtidig er det vigtigt at understrege, at ændringerne i kvalitetsstandarder sker med bred opbakning.
De er enstemmigt vedtaget i Sundheds-, Ældre- og Socialudvalget af Konservative, LA, Venstre og Thorkild Gruelund, og de bygger på budgetaftalen for 2026-2029, som alle partier fra sidste valgperiode var en del af.
Nu bliver aftalen udmøntet i praksis, og senere på måneden bliver kvalitetsstandarderne endeligt vedtaget i kommunalbestyrelsen.
For mig er det et godt eksempel på, hvad politik skal kunne. Ikke bare vedtage ord på et stykke papir, men skabe forbedringer og forandringer, som kan mærkes i hverdagen.
Ugens politiske klumme
Partier og de politiske gruppeformænd i Hørsholm Kommunalbestyrelse skiftes til at skrive ugens politiske klumme.
Her får politikerne mulighed for at dele deres tanker og refleksioner om vores lokalområde og med egne ord fortælle om aktuelle, lokale og væsentlige dagsordener.
Klummen er alene udtryk for afsenderens holdning.
Ønsker du at deltage i debatten, så skriv til horsholm@sn.dk (maks. 300 ord)
Læs også
- Magnus er flyvende på vandet - stor hæder til sejlsportens nye stjerne
- Kommunen taber sag mod borger om uberettiget kontanthjælp
- Frivilligcenter får ny formand og bestyrelse: Klar til at styrke mangfoldigheden
- Ambassadører på den røde løber: Europæisk storpolitik rykkede ind på Rungsted Gymnasium
- Klimaugens program er kommet - det kan børnene se frem til