Initiativ vil mindske kløft mellem unge med psykiske udfordringer og foreningslivet

For tredje år i træk samler Frivilligcenter Hillerød flere unge fra området til Socialkompas Live, som denne gang finder sted torsdag 23. april klokken 10.00 til 12.00 i Klaverfabrikken. 

Arrangementet har til formål at bygge bro mellem unge med psykiske udfordringer og de mange lokale fællesskaber, der eksisterer i Hillerød.

Arrangørerne ønsker at gøre det nemmere for unge, som for eksempel lever med ADHD, autisme eller angst, at finde trygge og overskuelige veje ind i sociale sammenhænge. 

Alt for mange unge oplever ensomhed og mistrivsel, og det forsøger initiativet at tage hånd om.

Stor opbakning

Seksten lokale foreninger og fællesskaber deltager i eventet. Samtlige tilbyder aktiviteter for unge og er samtidig repræsenteret i den digitale platform Hillerøds Socialkompas, hvor man kan få overblik over de sociale tilbud i kommunen. 

Gennem Socialkompas Live får de unge mulighed for at møde foreningerne ansigt til ansigt og opleve, hvad de forskellige fællesskaber byder på i praksis.

Erfaringerne fra sidste år viser, at det personlige møde ofte gør en forskel. Flere unge har udtrykt, at det gav dem lyst til at prøve nye aktiviteter og blive en del af forskellige fællesskaber i lokalområdet.

Blandt deltagerne finder man unge fra særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, botilbud og Hillerød Uddannelses- og Vejledningscenter. 

De kommer sammen med lærere, undervisere og kontaktpersoner, hvilket er med til at skabe en tryg ramme på dagen. 

Målet er, at de unge får mod på at engagere sig i foreningslivet, også efter eventet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...