Seks bestyrelsesmedlemmer havde annonceret, at de ikke genopstillede, da Vordingborg Erhvervsforening holdt generalforsamling. Men interessen for at afløse dem var så stor, at det endte med kampvalg. Det oplyser Vordingborg Erhvervsforening i en pressemeddelelse.
Blandt dem, der sagde farvel, var formand Dorthe Irvold fra Irvold IT & Kommunikation. Hun har stået i spidsen for foreningen siden august 2024 men træder ud af bestyrelsen på grund af nye store kundeprojekter i egen virksomhed.
- Erhvervsforeningen overgives til den nye bestyrelse i god form med en solid medlemsbase, et spændende netværksprogram og stærke adgange ind i det kommunale system, udtaler Dorthe Irvold.
Godsejer i spidsen
Den nye bestyrelses første opgave var at vælge ny formand. Det blev Inger Marie Scavenius, medejer af Klintholm Gods Økologi.
- Jeg glæder mig til at fortsætte erhvervsforeningens vigtige arbejde for vores lokale erhvervsliv og bidrage til at styrke og forbedre erhvervsklimaet i Vordingborg Kommune, udtaler hun i pressemeddelelsen.
Inger Marie Scavenius driver sammen med sin ægtefælle, Carl Gustav Scavenius, Klintholm Gods, der med 25 faste fuldtidsmedarbejdere fordelt på turisme og landbrug er en af de større arbejdspladser på Møn. Hun er uddannet jordbrugsøkonom og opvokset på et større landbrug i Nordjylland. Godsejerparret overtog driften af Klintholm Gods fra Peter Scavenius i 2015.
Nye ansigter
Også næstformand Rasmus Møller, direktør i Filtenborg El, træder ud af bestyrelsen. I stedet bliver Kenneth Henriksen, medejer af Pribo, erhvervsforeningens nye næstformand.
Desuden betød generalforsamlingen på farvel til Henrik Plenge fra LE34, der takker af efter 10-15 års bestyrelsesarbejde. Karen Mette Krieger Lassen fra Viking Malt og Finn Pedersen fra Lollands Bank bor begge uden for kommunen. Suppleant Per Sennichsen fra Humanostics valgte ikke at genopstille.
Mathias Aaby fra Safe It var på genvalg, mens Kenneth Henriksen og Josephine Petersen fra JTP Huset var ikke på genvalg.
Efter kampvalg mellem en stribe kandidater består bestyrelsen - foruden Inger Marie Scavenius, Kenneth Henriksen og Josephine Petersen - nu af Palle Olsen fra Arcadia eFuels, Henrik Bolvig Nielsen fra Delicate Coffee og Lars Bang fra Bang El.
Julie Memborg fra Egn Boutique Hotel & Restaurant og Erik Filtenborg fra Lollands Bank er suppleanter.
Den nye bestyrelse har desuden indstillet tre medlemmer til bestyrelsen for Business Vordingborg. Valget er faldet på Steffen Steffensen fra Liselund Fontænen samt Inger Marie Scavenius og Henrik Bolvig Nielsen. De bliver officielt udpeget på Business Vordingborgs generalforsamling 22. april.