Hvordan kan ældre trafikanter føle sig mere trygge i trafikken, når regler, teknologi og transportvaner løbende ændrer sig?
Det er omdrejningspunktet for en gratis temaeftermiddag, som Trafiksikkerhedsrådet og Ældrerådet inviterer til den 21. maj i Sognegården i Ruds Vedby.
Arrangementet vil give deltagerne konkrete redskaber til at færdes sikkert i trafikken. En erfaren kørelærer præsenterer de typiske udfordringer, mange ældre oplever og giver råd til, hvordan de kan håndtere dem i hverdagen. Temaerne omfatter blandt andet nye færdselsregler og skiltning, ny teknologi som for eksempel vejbaneassistent, nye transportmidler som elcykler og typiske uheldssituationer og måder at undgå dem på.
Arrangementet afholdes fra klokken 14.30-17, og deltagelse er gratis. Men man skal tilmelde sig i forvejen af hensyn til forplejning og et begrænset antal pladser. Det gøres ved at sende en mail til arrangementer@soroe.dk.