Kronborgs kulisse skal få flere til at tage hjelm på

Borggården på Kronborg er kulisse for en ny kampagne, der bruger historiske begivenheder til at minde nutidens cyklister om, at brug af hjelm er en god idé.

Borggården på Kronborg er kulisse for en ny kampagne, der bruger historiske begivenheder til at minde nutidens cyklister om, at brug af hjelm er en god idé.

Foto: Rådet for Sikker Trafik

Rådet for Sikker Trafik har netop lanceret opfølgeren til den populære kampagne 'Hjelm har alle dage været en god idé', der med et glimt i øjet bruger historiske begivenheder til at udfordre undskyldningerne for ikke at bruge cykelhjelm.

Denne gang er tiden skruet tilbage til Kronborg i år 1676, hvor man møder en flamboyant udgave af den danske konge Christian 5. 

Han har samlet sine soldater på for at opildne dem til at drage mod Sverige og vinde Skåne, Halland og Blekinge tilbage.

Bløde filthatte i slotsgården

I den nye kampagnefilm begynder Christian 5. og hans soldater, der er linet op i slotsgården, at diskutere, hvorfor det kun er kongen, der skal have hjelm på, når de skal i krig, mens de menige soldater blot har fået udleveret bløde filthatte.

- Vi er stolte af, at Kronborg Slot kan være med til at danne ramme om og sætte fokus på noget, der angår os alle. Når vi har mulighed for at lægge hus til et vigtigt budskab, gør vi det gerne, lyder det fra kommunikationsansvarlig på Kronborg Slot Brittany Overgaard i en pressemeddelelse.

Filmens tema bygger på en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, som viser, at stadig flere cyklister kører med hjelm. 

Prikker til undskyldninger

Undersøgelsen viser også, at der fortsat er en del, der ikke gør det, da de har alle mulige undskyldninger for ikke at bruge hjelm. De forklaringer prikker kampagnen til.

”Det er bare en kort tur.” ”Jeg kan jo se Sverige herfra.” ”I kommer til at ligne en kæmpe idiot.” Sådan lyder nogle af kongens argumenter.

En cykelhjelm mere end halverer risikoen for alvorlige hovedskader, og undersøgelsen viser, at næsten 55 procent af cyklisterne nu bruger cykelhjelm.

Den nye kampagnefilm kan blandt andet ses på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside og YouTube.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...