Fra den allerførste gang jeg trådte ind i Birgittes hjem, følte jeg mig velkommen. 

Dengang anede jeg ikke, at jeg en dag skulle blive hendes svigerdatter.

Jeg gik i klasse med datteren Maria, og en dag var familien på vej på skitur ved Ledreborg Slot - og selvfølgelig skulle jeg med! Uden tøven blev der fundet et par ski frem i kælderen, og så tog vi afsted.

Det var så typisk Birgitte. Der var aldrig langt fra idé til handling. Hvis noget kunne lade sig gøre, så gjorde man det - og helst med det samme.

I 1963 slog Birgitte og Per sig ned i Roskildeområdet med deres børn - først i Vor Frue og senere på Haraldsborgvej i Roskilde. 

Her blev Birgitte hurtigt en drivkraft i lokalsamfundet. I 1967 var hun med til at stifte Roskilde og Omegns Musikforening og blev snart foreningens sekretær. Det var en vigtig og krævende rolle - ikke mindst fordi formanden var blind.

Her var hun med til at lægge fundamentet for et ambitiøst musikprogram, som i næsten 60 år har beriget Roskilde-området med klassisk musik af høj kvalitet - opført af dygtige musikere fra ind- og udland med både de store klassikere og nyere værker. 

Musikken var ikke bare en interesse for Birgitte. Den var en livsnerve.

I 1972 valgte hun at træde ud af bestyrelsen. Ikke fordi engagementet svandt, men fordi et nyt hjertebarn kaldte.

På Sankt Josefs Skole, hvor Maria gik i skole, havde hun og nogle andre børn fået en idé efter at have set en udsendelse om Moder Teresa. De ville samle penge ind til hendes arbejde blandt fattige børn i Indien. Og som så ofte før trådte Birgitte til og hjalp ideen videre.

Snart blev der arrangeret kreative eftermiddage, hvor børnene lavede julekort og håndarbejder. De hæklede, strikkede og snedkererede. 

Det voksede til en årlig Moder Teresa-basar i december med tombola og boder. Børnene var selv med til at skaffe donationer fra lokale handlende, og overskuddet blev sendt til hjælpearbejdet i Indien.

For Birgitte var det afgørende, at børnene var ægte engagerede. Uden aktive børn - intet projekt. Hun troede på, at ansvar og medmenneskelighed vokser, når børn får lov til at handle.

Senere, da børnene var blevet større, valgte Birgitte - som oprindeligt var uddannet korrespondent - at uddanne sig til pædagog. Hun blev talepædagog. 

Hun elskede sit arbejde. Også her kunne hun forene sit engagement med sin evne til at se det enkelte barn. Hun gjorde en forskel - stille, vedholdende og med hjertet forrest.

I pensionisttilværelsen fik børnebørnene en helt særlig plads i hendes liv. Det var derfor et stort savn, da vi med vores børn boede i USA i en periode. 

Men som altid fandt Birgitte en løsning. Hun sendte kassettebånd, hvor farmor og farfar sang og spillede børnesange, så stemmen og musikken kunne bygge bro over Atlanten. Og naturligvis tog hun og Per også turen hele vejen over havet for at være tæt på børnebørnene.

Birgittes hjerte brændte hele livet for de børn, der har det svært. Som pensionist engagerede hun sig i frivilligt arbejde for SOS Børnebyerne. Hun slap aldrig det ansvar, hun følte for verdens mest sårbare børn.

Birgitte var et menneske, der handlede. Hun så, hvad der kunne gøres - og så gjorde hun det. Hun skabte fællesskaber, satte projekter i gang, støttede børn og løftede musiklivet omkring sig.

Et stort hjerte er holdt op med at slå. Men de spor, hun har sat i mennesker, i musikken og i børns liv, vil leve videre.

Æret være Birgittes minde.

Bisættelsen finder sted fredag den 10. april klokken 13 i Sankt Laurentii Kirke i Roskilde.