Fredag 17. april klokken 16.00 går startskuddet til årets Helteløb i Kalundborg, hvor børn og voksne sammen løber til fordel for Legeheltene. Børneulykkesfonden og REMA 1000 inviterer hele familien til at snøre løbeskoene, tage heltekappen på og deltage i en dag med fokus på aktivitet og fællesskab.
Helteløbet byder på en rute på 1000 meter, som deltagerne kan gennemføre så mange gange, de har lyst til. Arrangementet lægger vægt på samvær og glæde fremfor konkurrence. Indtægterne fra løbet går til Legeheltene, der arbejder for at skabe mere leg og bevægelse for cirka 60.000 børn, som hvert år indlægges på hospitaler i Danmark.
Alle, der gerne vil løbe med, skal købe en billet.
Fonden for SJF Bank og REMA 1000 Kolsterparkvej støtter løbet så billetprisen er nede på 50 kr. for de første 200 løbere.
Både børn og voksne får løbenummer, kappe og maske, og alle børn modtager diplom samt medalje efter løbet. REMA 1000 sørger for snacks og drikkevarer til deltagerne.
- Med Helteløbet ønsker vi at skabe en sjov og aktiv oplevelse for børn og deres forældre, hvor de kan give den gas som helte for en dag og samtidig støtte et fantastisk formål. Vi glæder os til en sjov eftermiddag sammen med alle de deltagende børnefamilier i Kalundborg, siger generalsekretær i Børneulykkesfonden, Henriette Madsen.
Fra klokken 15.00 kan deltagerne hente løbenumre, masker og kapper ved REMA 1000 Kalundborg. Fælles opvarmning finder sted klokken 16.00, og selve løbet starter klokken 16.10.
Legeheltene arbejder til daglig på 40 børneafdelinger i Danmark samt på to steder for ukrainske flygtningefamilier. Organisationen skaber frirum for børn ramt af sygdom, hvor leg, bevægelse og fællesskab prioriteres.
Rema 1000 købmand Marianne Damby Andersen glæder sig.
- Det går jo til et megagodt formål med at støtte børn på sygehuset med Legehelte, siger hun.