Gentofte STARS sikrer DM-guldet i intens ishockeyweekend

Søndag kunne guldet løftes i Gentofte – til jubel fra både isen og tribunerne.

Søndag kunne guldet løftes i Gentofte – til jubel fra både isen og tribunerne.

Foto: Presse

Gentofte Ishaller dannede i weekenden rammen om DM-slutrunden i U14 ishockey, hvor Gentofte STARS’ U14-hold sikrede sig de danske mestre i ishockey efter en dramatisk weekend på hjemmebane. Hjemmeholdet leverede en opsigtsvækkende præstation foran tæt pakkede tribuner fyldt med lokale skoleelever, forældre og tilskuere, og holdet kunne søndag løfte guldet efter en weekend med intens spænding helt til sidste minut.

Gentofte STARS’ U14-hold havde ikke tidligere vundet DM-guld på hjemmebane, og triumfen sendte glæde gennem både spillertruppen, trænerne, forældrene og de mange tilskuere, der fyldte tribunerne for at støtte hjemmeholdet. Martin Pedersen, cheftræner for Gentofte STARS U14, siger i forbindelse med sejren:

- Det her er kæmpestort. Ikke bare for drengene, men for hele klubben og for hele Gentofte. At vinde DM på hjemmebane foran så mange mennesker og med den opbakning, vi har mærket hele weekenden, er noget helt særligt, siger Martin Pedersen.

Regulært drama

Et vanvittigt tæt DM-slutspil udviklede sig til et regulært drama, hvor de fire sjællandske tophold – AK, Falcons, Rødovre og Gentofte – viste sig at være markant stærkere end de jyske hold og satte sig fuldstændig på turneringen. Helt frem til den sidste kamp lå de sjællandske hold tæt, og intet var afgjort, før de allersidste minutter var spillet.

For Gentofte STARS blev det i sidste ende en kombination af ekstrem disciplin, stærk holdmoral, stor taktisk modenhed og en enorm fight, der blev afgørende i guldkampen. Martin Pedersen fremhæver, at drengene gravede dybt, og at det i sidste ende handlede om evnen til at holde fast under pres:

- Drengene gravede virkelig dybt. Det var ikke bare flot ishockey – det var vilje, sammenhold og benhårdt arbejde hele vejen igennem. De stod sammen under et massivt pres og fandt en måde at vinde på, siger Martin Pedersen.

Hjemmebanefordel

En vigtig del af hjemmebanefordelen kom fra lægterne. Flere af kommunens skoler havde sendt elever af sted for at støtte deres klassekammerater og lokale helte. Især i åbningskampene og de afgørende opgør var tribunerne fyldt med heppende børn og unge fra Gentofte. Martin Pedersen peger på, at den massive opbakning i hallen spillede en reel rolle i guldkampen:

- Det betød helt vildt meget for spillerne at mærke, at hele Gentofte stod bag dem. Når man er 13-14 år og spiller de største kampe i sit liv, så giver det noget ekstra at kigge op på tribunen og se sine klassekammerater og venner stå og heppe, siger Martin Pedersen.

DM-guldet for U14 står ikke alene. I denne sæson har Gentofte STARS nemlig haft alle klubbens ungdomshold fra U14 til U20 kvalificeret til DM-slutspillet, hvilket understreger, at succesen ikke kun handler om én stærk årgang, men om et bredt og solidt fundament i hele ungdomsafdelingen. Søren Øverup siger også, at det viser kvaliteten og kontinuiteten i klubbens arbejde:

- Det viser, at vi har bygget noget stærkt op på tværs af årgangene. Når alle hold fra U14 til U20 er med i DM-slutspillet, siger det noget om kvaliteten og kontinuiteten i det arbejde, der bliver lagt i klubben hver eneste dag, siger Søren Øverup.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...