Etableringen af jernbanen for 150 år siden gav mange muligheder for den nye by Tølløse og omegn.
Om det handler et foredrag med Inge-Lis Madsen, tidligere arkivar ved Tølløse Lokalarkiv, på Holbæk Museum onsdag 22. april klokken 19-21.
Det er Holbæk Museumsforening der står bag, og dermed følges der op på et arrangement 26. februar, der handlede om etableringen af Tølløse Stationsby. Denne gang vil der blive sat fokus på nogle af de virksomheder, der etablerede sig på Tølløse-egnen, efter at Nordvestbanen og siden Høng-Tølløsebanen blev anlagt.
Det var ikke virksomheder med rigtig mange ansatte, der slog sig ned på egnen. Men efterhånden kom der alligevel lidt større virksomheder og enkelte fabrikker til Tølløse, Kr. Eskilstrup, St. Merløse og Ugerløse. De blev etableret af foretagsomme mænd, der så muligheder – det er dem og deres virksomheder, der fortælles om til foredraget-
Der skal betales entré ved døren, med rabat for medlemmer af Holbæk Museumsforening. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig i forvejen.