Festugen klar med flere navne

Der er mange traditioner forbundet med festugen men også plads til fornyelse. 

Sidste år kunne hitmageren Ankerstjerne opleves til Vilde Vulkaner - nu er det de voksnes tur.

Sidste år kunne hitmageren Ankerstjerne opleves til Vilde Vulkaner - nu er det de voksnes tur.

Foto: Vilde Vulkaner

15.000 mennesker forventes at stimle sammen på Ruinterrænet, når det store festfyrværkeri afslutter Vordingborg Festuge med et brag. Nu er det afsløret, hvem der sætter det musikalske punktum på scenen.

Den Korte Version
  • Vordingborg Festuge byder fra mandag 6. juli til lørdag 11. juli på et varieret musikprogram.
  • Ankerstjerne er tilbage på den danske musikscene og optræder mandag aften på Slotstorvet.
  • Musicalstjernen Teit Samsø optræder torsdag med kopibandet "Under Stjernerne" og synger Seebach-hits.
  • Kalaset vender tilbage efter sidste års tekniske problemer og optræder på den store scene tirsdag aften.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Rasmus Bjerg indleder lørdag aften med sit John Mogensen-show på Slotstorvet, mens Stig & Vennerne lukker og slukker.

- Vi prøvede et år med ham troubadouren fra det nordjyske (Lars Lilholt, red.). Men folk vil have Bamse-musik. Noget musik overlever sig selv, men der kommer alligevel mange for at høre det, fortæller talsperson Leif Udengaard fra Vordingborg Festuge.

Han tilføjer, at lørdagen rammer lige ned i den folkesjæl, festugen er skabt for. 

- Lørdag aften er en festaften for Familien Danmark, hvor de kommer og hygger sig. Og i år har vi Rasmus Bjerg til at starte på. De andre gange har han været der om mandagen, fordi han skulle på ferie om tirsdagen. Der er jo mange kunstnere, der holder ferie i den periode, siger Leif Udengaard.

Ankerstjerne gør comeback

Vordingborg Festuge kan i år opleves fra 6. til 11. juli. Mandag aften åbner Svea S alias Svea Stegmann ballet med pop serveret på dansk med en alsidig vokal og emotionel dybde.

Hun havde sit gennembrud i 2023 - nogenlunde samtidig med, at Ankerstjerne vendte tilbage til den danske musikscene efter en længere pause.

Sangeren, rapperen, sangskriveren, produceren, X Factor-dommeren og familiefaderen med det borgerlige navn Lars Ankerstjerne Christensen optræder på Slotstorvet ved den sene koncert mandag aften.

Da vi havde Tobias Rahim, satte vi en skærm op, så man kunne se det ned ad Algade.

Leif Udengaard

Han har siden 2007 udgivet musik og har både i eget navn og som hitmager for blandt andre Rasmus Seebach, Burhan G og Nik & Jay op gennem 2010'erne været lydkulisse for en hel generation af unge og voksne.

Sidste år tog han børnemusikfestivalen Vilde Vulkaner i Vordingborg med storm, men Leif Udengaard er ikke nervøs for, at Slotstorvet koger over.

- Vi har håndteret Benjamin Hav uden problemer, og vores beredskabsplan tager højde for, hvad vi skal gøre, hvis pladsen vokser. Da vi havde Tobias Rahim, satte vi en skærm op, så man kunne se det ned ad Algade. Ikke alle behøver at stå på Slotstorvet, siger Leif Udengaard.

Musicalstjerne synger Seebach

Ifølge festugetalspersonen bliver programmet lagt, så der er noget for enhver smag hen over ugen. Tirsdagen er stadig for de unge, ligesom der torsdag gerne skal være noget for dem med hang til rock.

Og så skal musikken på den store scene passe til musikken på ØR-scenen, så der også kommer et jævnt flow af gæster til koncerterne på Ruinterrænet.

- Vi har ikke råd til at købe de helt store kunstnere, så vi kigger på, hvem der er til rådighed inden for vores rammer, og så planlægger vi ud fra det, forklarer Leif Udengaard.

Det foreløbige program for Vordingborg Festuge

Mandag

  • 19.30: Svea S
  • 21.45: Ankerstjerne

Tirsdag

  • 18.30: -
  • 20.30: Ella Augusta
  • 22.30: Kalaset

Onsdag

  • 19.45: -
  • 22.00: -

Torsdag

  • 19.30: Under Stjernerne
  • 22.45: -

Fredag

  • 18.45: Sømændene
  • 21.45: Dem du elsker

Lørdag

  • 19.15: Rasmus Bjerg - John
  • 21.30: Stig & Vennerne
Kilde: Vordingborg Festuge

Han tilføjer, at nogle navne bliver valgt fra, fordi de ikke passer ind i Familien Danmark-konceptet.

Kopibandet "Under Stjernerne" er sluppet gennem dét nåleøje og indleder torsdagen med hits af Rasmus og Tommy Seebach leveret af showman og sanger Teit Samsø med band.

Han portrætterede som hovedrolleindehaver Tommy Seebach i Fredericia Teaters musicalsucces "Seebach" i 2017-2018, hvor bandet Under Stjernerne blev skabt.

- Det kan sagtens blive en fest, lyder det fra Leif Udengaard.

Ikke glemt

Festugens program offentliggøres i takt med, at kunstnerne får skrevet under. I skrivende stund mangler fire af dem, der skal optræde på den store scene, at finde fyldepennen frem.

Sidste år havde Kalaset skrevet under men fik i sidste øjeblik knas med lyden. Underskriften forpligtede ikke i år, men da festugefolkene ringede, var indiepop/rock-bandet opsatte på at tage revanche.

- De kunne godt huske os, fortæller Leif Udengaard.

Sidste år kom afbuddet på dagen, så festugefolkene fik travlt med en hente en erstatning - Jimilian - ind. Kalaset er dog ikke blevet spurgt, om de har fået styr på teknikken i år.

- Vi kan alligevel aldrig vide det, før dagen oprinder, siger Leif Udengaard.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...