Arresø er sat til debat på et stort borgermøde 23. april klokken 19-21.30 på Gribskov Gymnasium.
Baggrunden er, at der på finansloven er afsat 2,5 millioner kroner til Arresø. De skal nu udmøntes, og hvordan det skal ske, lægges ud til en åben diskussion.
Foreningen Folkemødet Ren Arresø står bag mødet, hvor blandt andre tre borgmestre - fra Halsnæs, Gribskov og Hillerød - deltager, sammen med repræsentanter for landbruget, forsyningsselskaberne, videnskaben og Kongernes Nationalpark.
Borgermødet tager afsæt i den udvikling, der gennem de senere år for alvor har søgt at gøre noget ved søens ringe tilstand. Arresø har i mange år været præget af kraftig algevækst forårsaget af fosfor og kvælstof fra de omliggende kommuner og landbruget. Forundersøgelsen kommer efter lokalt og politisk pres, herunder fra Ren Arresø, for at gøre søen klar og ren.
Nu sker der noget
- Vi ved, at Arresø er rykket højt op på kommunernes spildevands-dagsorden, og vi ved, at landbruget i stigende grad er opmærksomt på sit ansvar for udledning. Der tales meget, og der er mange gode viljer. Men nu sker der også noget, siger Anne Dorthe Hermansen fra Ren Arresø, med henvisning til midlerne på finansloven.
Pengene skal finansiere undersøgelser, der kan bane vej for naturlig genopretning af søen blandt andet ved at eliminere forurening, forbedre vandkvaliteten og dermed livsvilkårene for dyr og planter og gøre søen badeegnet igen. Udover de statslige midler har Nationalpark Kongernes Nordsjælland også afsat midler til arbejdet med søens vandkvalitet.
Undersøgelserne skal munde ud i konkrete tiltag, der kan minimere forureningen og optimere både plante- og dyreliv. Forundersøgelsen er afgørende for at fastlægge hvilke tiltag, der kræves for at løse de langvarige miljøudfordringer i Arresø, og forundersøgelsen er det første formelle skridt mod at løse søens komplekse forureningsproblemer.
Flere overskrifter
Der lægges på mødet ud med en velkomst, hvor Claus Bindslev og Lotte Andersen fortæller om foreningen Ren Arresøs formål og mål.
Aftenen vil være med flere forskellige oplæg, inddelt i overskrifter som "Sagligheden", "Fagligheden", "Ansvarligheden" og "Beslutsomheden". Der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål og debattere undervejs.