Endnu en alvorlig ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse, hvor to mennesker omkom, har fået borgerprotesterne til at blusse op på ny.
I juli 2024 startede en lokal borger, Søren Poulsen, en Facebook-gruppe, der skulle lægge pres på politikere og Vejdirektoratet. Han tog initiativet efter ulykken, hvor tre personer, heriblandt et forældrepar, mistede livet.
- Borgere kræver hasteadskillelse af vejbaner på Hillerødmotorvejens forlængelse efter dødsulykker.
- Borgerforslag kræver 50.000 underskrifter for politisk behandling.
Facebook-gruppen rundede 600 medlemmer på få uger, og i dag er det tal 1400.
Den 26. marts i år skete der så endnu en alvorlig ulykke, hvor to mænd på 52 og 35 år omkom i et frontalt sammenstød.
Fire borgmestre indsendte et bekymringsbrev til Vejdirektoratet, og nu melder en gruppe borgere sig i koret.
Nogle af Facebook-gruppens medlemmer har netop stillet et borgerforslag, der er blevet lagt ud i gruppen og indsendt til godkendelse hos Folketinget under titlen "Hillerødmotorvejens Forlængelse skal ikke koste flere menneskeliv".
Sjællandske Nyheder har forsøgt at kontakte initiativtager Søren Poulsen, foreløbigt uden held. Men til TV2 Kosmopol siger han:
- Vi har ikke råd til at miste menneskeliv. Familier bliver revet itu, hver gang der er nogen, der dør i frontalkollisioner. Vi kan ikke blive ved med at lade det her fortsætte. Det er forfærdeligt.
Læs også
- Fire borgmestre i fælles opråb efter dødsulykke - kræver hurtig og effektiv handling
- To personer dræbt i færdselsulykke på motorvejsforlængelse
- Forældrepar blev dræbt efter vanvidskørsel - nu er der sat dato på ny retssag
Adskillelse af vejbaner - nu
Det er allerede planen, at modsatrettede vejbaner skal adskilles med en midterrabat, når arbejdet med at udvide Hillerødmotorvejen er afsluttet inden for et til to år. Men det er ikke tids nok, mener initiativtagerne bag borgerforslaget.
Borgerne mener, at det er den såkaldte 2+1 løsning på strækningen, hvor vejen skifter imellem at have ét og to spor i hver retning, der gør det særligt farligt at færdes der.
Her stiller de krav om, at de modsatrettede vejbaner med øjeblikkelig virkning bliver adskilt, enten af betonklodser eller kabelværn. En løsning, der ifølge forslagsstillerne vil løbe op i 10 til 12 millioner kroner.
Borgerne bag forslaget mener i øvrigt, at det bør blive lovpligtigt i hele landet at adskille modsatrettede vejbaner i forbindelse med længerevarende vejarbejder, som det er tilfældet på Hillerødmotorvejens forlængelse.
Har undersøgt værn
Venstres Hans Andersen, der sad i Folketinget indtil for nylig, har tidligere udtalt til Sjællandske Nyheder, at muligheden for autoværn mellem modsatrettede vejbaner er blevet undersøgt. Her lød forklaringen, at et sådan værn først kunne stå klar, når udvidelsen af motorvejen skulle gå i gang - og at det her skulle tages ned igen.
Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet, har i øvrigt tidligere forklaret til Sjællandske Nyheder, at en opsætning af et midterautoværn af kabler, som man ser det mange steder i Sverige, tager meget plads og ville kræve en udvidelse af vejens bredde, som angiveligt er "en dyr affære".
Læs også
- 26-årig var skyld i Leahs død - nu slipper han for at skulle bag tremmer
- Forældrepar mistede livet på motorvejsforlængelse - kan strammere straffe ramme dømt vanvidsbilist?
- Lokale reagerer på dom i dødsulykke: - Det er billigt sluppet
Flere tiltag
Vejdirektoratet har allerede søsat en række tiltag for at øge sikkerheden på Hillerødmotorvejens forlængelse, indtil den er udvidet til motorvej.
Tiltagene tæller nedsatte hastigheder, opsætning af hastighedsskilte, reflekser i midterrabatten og øget kontrol med fotovogne. Og allerede om få måneder vil de skiftende vejbaner ophøre.
I sensommeren bliver trafikken nemlig omlagt, så der ikke længere er skiftevis ét og to kørespor i hver retning, men derimod to vejbaner i sydlig retning og en vejbane i nordlig retning.
Læs også
- Forsvarsadvokat efter dom i dødsulykke-sag: - Jeg synes det er rart at se, at vores retssystem fungerer
- Teknikere kom på banen i retssag om dødsulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse
Mange uheld og ulykker
Hillerødmotorvejens forlængelse har været livsfarlig i årtier. Torsdagens tragiske ulykke og den voldsomme ulykke, hvor to personer kørte vanvidsræs, og tre mennesker, heriblandt et forældrepar, mistede livet i sommeren 2024, er langt fra de eneste alvorlige uheld og ulykker, der har været på strækningen.
Sjællandske Nyheder har ikke tal for årene 2023 og frem til nu, men har tidligere fået oplyst, at der i perioden fra 1998 til 2023 var 12 mennesker, der mistede livet på strækningen mellem overgangen til motortrafikvej i Allerød og Isterødvejen i Hillerød. 74 blev alvorligt tilskadekomne, og 35 var lettere tilskadekomne.
Borgerforslaget vil blive politisk behandlet, hvis det lykkes at indsamle 50.000 underskrifter.
Om udvidelsen af Hillerødmotorvejens forlængelse
Udbygningen af Hillerødmotorvejens forlængelse fra motortrafikvej til motorvej sker på den omkring 13,5 kilometer lange strækning fra Allerød til nord for Hillerød ved Isterødvej.
Målet med udbygningen er at forbedre fremkommelighed og trafiksikkerhed på strækningen og nedbringe antallet af ulykker.
Projektet indgår i den politiske aftale ”Infrastrukturplan 2035’, og blev vedtaget ved en anlægslov i maj 2022.
Projektet har været undervejs i mange år, men blev igangsat i 2022. Selve anlægsarbejdet startede i 2024 og forventes afsluttet i 2027, for hvad angår den sydlige strækning, og 2028 for den nordlige strækning.