Afdød Sct. Hans-kunstner får sit eget mindesmærke

Museet for Samtidskunst havde sidste år en udstilling med og om Karoline Ebbesen, hvor hendes egne værker var udlånt fra Museum Sct. Hans.

Museet for Samtidskunst havde sidste år en udstilling med og om Karoline Ebbesen, hvor hendes egne værker var udlånt fra Museum Sct. Hans.

Foto: David Stjernholm

Kunstneren Karoline Ebbesen levede en stor del af sit liv som patient på det psykiatriske hospital Sct. Hans.

Nu skal hun have sit eget mindesmærke, og Roskilde Kommune inviterer i samarbejde med Museet for Samtidskunst Roskilde kunstnere til at komme med deres bud.

Invitationen henvender sig til kunstnere og kunstnergrupper med erfaring fra større kunstprojekter eller værker i det offentlige rum. 

I første omgang opfordres alle kunstnere, der er interesserede i at deltage i skitsekonkurrencen, dog til at indsende en ansøgning.

Ud af alle ansøgninger udvælges tre kunstnere til at udvikle skitser til mindesmærket, og for dette arbejde modtager de et skitsehonorar på 50.000 kroner. Herefter udvælges én kunstner til at realisere værket, som forventes at stå færdig i 2027.

Ansøgningsfristen er fredag den 15. maj, og yderligere oplysninger kan findes på Museet for Samtidskunst Roskildes hjemmeside, samtidskunst.dk

Hvem var Karoline Ebbesen?

Karoline Ebbesen blev født i 1852 og var indlagt på Sankt Hans fra slutningen af 1800-tallet og frem til sin død i 1936. 

Her skabte hun et helt særligt univers af tegninger og tekster - et kunstnerisk sprog præget af rytme, gentagelser og fantasi. 

I mange år blev hendes værker primært set gennem den psykiatriske historie, de var en del af. I dag bliver de i stigende grad anerkendt som et enestående kunstnerisk udtryk.

Museet for Samtidskunst Roskilde præsenterede sidste år Karoline Ebbesens livsværk i en stor anlagt udstilling med udlån fra Museum Sct. Hans.

- Karoline Ebbesen skabte et helt særligt billed- og tekstunivers, som i dag fremstår både poetisk, radikalt og dybt originalt. Med et mindesmærke på Sankt Hans ønsker vi at give hendes kunst en synlig plads i landskabet, hvor hun selv levede og arbejde - og samtidig invitere nutidige kunstnere til at gå i dialog med stedets historie og betydning, siger Christian Skovbjerg Jensen, direktør for Museet for Samtidskunst Roskilde, i en pressemeddelelse.

Kunst til ny bydel

Sankt Hans er i disse år under forvandling fra tidligere psykiatrisk hospital til ny rekreativ bydel ved Roskilde Fjord.

Roskilde Kommune har besluttet at investere i kunsten, så kunstprojekter kan være med til at præge udviklingen af fremtidens Sankt Hans.

- Når vi udvikler en ny bydel med så stærk en historie, er det vigtigt, at kunsten hjælper os med at fastholde og nuancere fortællingerne om stedet. Sct. Hans har fungeret som psykiatrisk hospital i mere end 200 år. Den historie skal bindes sammen med nutiden og den nye bydel. Vi mener, at et kunstnerisk mindesmærke for Karoline Ebbesen, som var både en udøvende kunstner og en del af området i mange år, er den helt rigtige måde at skabe denne bro i den nye bydel, der vokser frem, siger Julia Hunt (SF), forperson for kultur- og idrætsudvalget i Roskilde Kommune.

Karoline Ebbensen har allerede fået opkaldt en plads efter sig på Skt. Hans. Den ligger ved Centralmagasinet og hedder Karoline Ebbesens Plads.
Karoline Ebbensen har allerede fået opkaldt en plads efter sig på Skt. Hans. Den ligger ved Centralmagasinet og hedder Karoline Ebbesens Plads. Foto: Lars Ahn Pedersen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...