Torsdag aften den 26. marts skete der en alvorlig ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse ved afkørslen til Allerød Nord, hvor to biler kørte frontalt ind i hinanden og to mænd på 52 og 35 år mistede livet. Den tragiske ulykke skrev sig ind i en stribe af alvorlige ulykker på samme strækning.
Allerede dagen efter gik de fire borgmestre i Allerød, Furesø, Hillerød og Gribskov sammen om et bekymringsbrev til Vejdirektoratet, hvor de krævede handling. Men der er allerede gjort konkrete tiltag, lyder det fra Vejdirektoratet.
- Vejdirektoratet reagerer efter endnu en dødsulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse, hvor to mænd mistede livet.
- Fire borgmestre har sendt et bekymringsbrev til Vejdirektoratet og kræver handling for øget trafiksikkerhed.
- Sikkerhedstiltag inkluderer nedsatte hastigheder og opsætning af oplysningstavler for at minde trafikanter om ændringerne.
- Planer om motorvejsombygning inkluderer indførelse af midteradskillelse for at håndtere den høje trafikmængde.
- Nordsjællands Politi venter på bilinspektørrapport for at klarlægge ulykkens årsag.
Foretager grundige undersøgelser
For at vide om der er andre tiltag, der kunne have forhindret ulykken i at ske, skal der dog først ske grundige undersøgelser, lyder det indledningsvist fra Vejdirektoratet.
- Det er altid tragisk, når der sker voldsomme ulykker og dødsfald på vejene. Derfor sker der også fra Vejdirektoratet og politiet en grundig undersøgelse af alle dødsulykker, for at fastslå, hvad der er årsag til ulykken. Det gør vi også ved denne seneste ulykke, lyder det i et skriftligt svar.
Læs også
Hastighedsnedsættelse og kontrol
Gennem to årtier har der været opråb fra både borgere og politikere om at øge sikkerheden på Hillerødmotorvejens forlængelse. Det er også en af årsagerne til det igangværende arbejde med at udvide forlængelsen til en to-sporet motorvej. Også de senere år er staten blevet opfordret til at øge sikkerheden, mens det omfattende vejarbejde står på.
Og ifølge Vejdirektoratet er der da også blevet gjort en række konkrete tiltag.
- Vi satte hastigheden ned fra 90 km/t til 80 km/t, og enkelte steder er den nu helt nede på 70 km/t. Og vi opsatte særlige oplysningstavler for at minde trafikanterne om den nye hastighed, lyder det blandt andet.
Strækningen er ifølge Vejdirektoratet allerede blandt de strækninger, hvor der føres mest kontrol med mobile fotovogne.
Læs også
Midteradskillelse er på vej
På Hillerødmotorvejens forlængelse er der tre spor, som skifter imellem at have ét og to spor i hver retning, en såkaldt 2+1-strækning uden en midterrabat. Det er noget af det, der er blevet kritiseret, når det kommer til sikkerheden.
Det mest centrale problem er dog ikke indretningen i sig selv, men derimod at forlængelsen huser langt mere trafik, end den egentlig kan rumme, lyder det.
- Der er betydelig mere trafik på Hillerødmotorvejens forlængelse end på øvrige 2+1-strækninger. Der er kort sagt mere trafik, end strækningen i sin tid er bygget til. Jo mere trafik der er på en strækning, jo større risiko for både kø og uheld. Det er derfor, vi nu er i gang med at ombygge forlængelsen til motorvej, så vi får en strækning med fysisk midteradskillelse med autoværn, skriver Vejdirektoratet.
Læs også
Men allerede om få måneder vil de skiftende vejbaner ophøre.
- Næste skridt i arbejdet på strækningen her er, at vi omlægger trafikken i løbet af sensommeren. Vejen vil derefter ikke længere være en 2+1 vej, hvor man skiftevis har ét og to kørespor i hver retning. I stedet vil der i den sydlige retning mod København være to vejbaner og i den anden side mod Nord en enkelt vejbane.
Motorvejen forventes at være ombygget i 2027.
Vejdirektoratet bekræfter overfor Sjællandske Nyheder, at myndigheden har modtaget brevet fra borgmestrene, som den vil vende tilbage med et svar på efter påske.
Nordsjællands Politi oplyser, at man afventer en rapport fra bilinspektøren, inden man kan sige mere om årsagen ulykken den 26. marts.