Dramatik er en litteraturgenre, der er skrevet til scenen, men den kan også læses og opleves uden for teaterrummet. Det er baggrunden for en ny læsekreds, der sætter fokus på drama.
Læsekredsen er et samarbejde mellem Parkteatret og Frederikssund Bibliotekerne, og her inviteres deltagerne til at dykke ned i både klassisk og moderne dramatik. Der indledes med besøg af Henrik Szklany, professionel dramatiker og skuespiller, som introducerer genren og læser sammen med deltagerne.
Forud for oplæsningen giver teaterleder på Parkteatret, Karen Nielsen, en kort introduktion til hendes egen fascination af dramatik.
- Jeg glæder mig til at sætte fokus på denne til tider oversete genre inden for litteraturen og er glad for, at vi mødes på Parkteatret, som skaber de helt rigtige rammer for den nye læsekreds, fortæller Karen Nielsen.
Dramatisk Læsekreds mødes tre gange på onsdage i maj og juni, alle gange på Parkteatret klokken 18-20.30 - 6. maj, 27. maj og 17. juni.
Det er gratis at være med, men da der er et begrænset antal pladser, er tilmelding nødvendig. Man kan læse mere og tilmelde sig på Frederikssund Bibliotekernes hjemmeside.