Den fredede stråtagsvilla 'Lille Rolighed', der ligger på Slotsgade 23 i Fredensborg, er sat til salg. Huset rummer både lokalhistorie, kunsthistorie og velbevaret arkitektur fra 1700-tallet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra ejendomsmægler Nikolai Vlasman, at den historiske ejendom Lille Rolighed på Slotsgade 23 i Fredensborg nu er sat til salg.
Huset er opført i 1777 og ligger i den ældste del af byen, hvor udviklingen i sin tid var tæt knyttet til opførelsen af Fredensborg Slot. Oprindeligt blev ejendommen bygget af skrædderen Christian Tøyberg, da Slotsgade fungerede som hovedvej til slottet og var præget af håndværkere og små erhverv.
Den fredede villa fremstår i dag med mange af sine oprindelige arkitektoniske detaljer bevaret, herunder bindingsværk, stråtag og traditionelle kviste. Bygningen er registreret som bevaringsværdig hos Slots- og Kulturstyrelsen.

Gravmonument ved indgangen
Ejendommen har også en særlig plads i dansk kunsthistorie. Den tidligere beboer Cathrine Marie Møller (1744–1811) var den første kvinde optaget på Kunstakademiet, og hendes gravmonument står fortsat ved indgangen til huset.
På grunden findes desuden et udhus fra 1840, som tidligere blev brugt som lager, men i dag kan anvendes til eksempelvis værksted eller atelier.
Selvom huset har rødder i 1700-tallet, fungerer det ifølge ejendomsmægleren som en moderne bolig med et boligareal på 222 kvadratmeter fordelt på ni værelser.
Det er den lokale ejendomsmægler Nikolai Vlasman, der har fået opgaven med at sælge det historiske hus.
- Lille Rolighed er en af de sjældne ejendomme, hvor historie og autenticitet går hånd i hånd med nutidig anvendelighed. Det er ikke kun et hus, men et stykke kulturarv man får mulighed for at bo i, fortæller ejendomsmægler Nikolai Vlasman i pressemeddelelsen.