Søndag 12. april klokken 10 til 15 holder Svogerslev Håndboldklubs støtteforening loppemarked i Lynghøjhallen.
Svogerslev Håndboldklubs støtteforening, i daglig tale kaldet Støtten, står for afholdelsen. Svogerslev Håndbold er en del af HSG91 (Håndboldfællesskabet Svogerslev Gevninge).
Forældrene skal ikke blive ruineret, fordi deres børn spiller håndbold. Derfor inddrager foreningen alle i klubben på frivillig basis.
Loppemarkedet har 74 stande, som foreningen lejer ud. Foreningen holder loppemarkedet to gange om året, forår og efterår. Som altid er alle standene udsolgte.
De lokale supermarkeder sponserer mange af de ting, foreningen sælger i cafeen: kaffe, toast, sodavand osv. Kagerne leverer klubbens spillere og forældre.
Skolens legeplads ligger lige uden for hallen, så når børnene bliver trætte af loppemarkedet, bruger de legepladsen, mens forældrene tager en runde mere i hallen.
Overskuddet går kun til ungdomsspillerne som tilskud til holdarrangementer, til klubtrøjer og klubweekender. Klubbens U15-, U17- og U19-hold har været til Prag Cup i påsken.