EM-medaljer til unge styrkeløftere

Regin Stergakis (midten) fra Roskilde Atlet Klub har været til sit første EM i styrkeløft som senior.

Regin Stergakis (midten) fra Roskilde Atlet Klub har været til sit første EM i styrkeløft som senior.

Foto: Roskilde Atlet Klub

Roskilde Atlet Klub havde to styrkeløftere med til EM i klassisk styrkeløft, der blev holdt på Malta, og for begges vedkommende gik det over forventning.

Junior-verdensmester Regin Stergakis er i sit første år som senior, mens Regitze Letting var til sit første internationale mesterskab.

Regin Stergakis levede op til forventningerne, selv om han kom lidt skævt fra start i squat, hvor han "kun" klarede 315 kilo.

Til gengæld kom han tilbage på sporet i bænkpres med 225 kilo, hvilket rakte til sølv i disciplinen, men det var i dødløft, at han virkelig præsterede.

Hans 375 kilo er det tungeste dødløft nogensinde i Danmark og gav ham en guldmedalje, mens hans total på 915 kilo var nok til bronze i den samlede konkurrence.

Regitze Letting fra Frederikssund hentede også guld i dødløft med 240 kilo, der er ny danmarksrekord, mens hun klarede 195 kilo i squat og 112,5 kilo i bænkpres.

Hendes total på 547,5 kilo er ligeledes ny dansk rekord, og det samme er hendes resultat i squat.

Med på turen var træner Marc Schlichting fra Roskilde Atlet Klub.

Næste mål for de to styrkeløftere er VM i Litauen i juni.

Regitze Letting fra Roskilde Atlet Klub havde sin internationale debut ved EM og kom hjem med en guldmedalje i dødløft og flere danske rekorder.
Regitze Letting fra Roskilde Atlet Klub havde sin internationale debut ved EM og kom hjem med en guldmedalje i dødløft og flere danske rekorder. Foto: Roskilde Atlet Klub

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...